Ingen influenza vaccination hos egen læge længere

Ingen influenza vaccination hos egen læge længere

Vaccinationer mod covid-19 og influenza nu kun på hospitalet eller apoteket

Som noget nyt skal ældre fra dette efterår vaccineres på hospitalerne – eller apotekerne – mod influenza og Covid-19 – og kan derfor ikke som tidligere blive vaccineret hos deres praktiserende læge.

Tilbuddet gælder også øvrige borgere, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, gravide i 2. og 3. trimester og børn mellem 2 og 6 år, som vaccineres for influenza med næsespray.

​Amager og Hvidovre Hospital deltager i den nationale vaccinationsindsats mod influenza og COVID-19 i efteråret 2023 og har netop i mandags åbnet to vaccinationsklinikker, hvor man kan blive vaccineret, hvis man tilhører en eller flere af målgrupperne.

Den ene klinik ligger på Hvidovre Hospital, Østre Stationsvej 3. Den anden ligger på Amager Hospital, Italiensvej 1, Opgang 5, 1. sal.

Du skal med dit MitId bestille tid til vaccination på vacciner.dk. Hvis du oplever ventetid til vaccination, er det også muligt at blive vaccineret ved drop-in på mange apoteker i regionen.

Når du har bestilt tid til vaccination på Hvidovre Hospital eller Amager Hospital, skal du møde på vaccinationsklinikken på det aftalte tidspunkt. Vaccinationsklinikkerne på hospitalet er åbne frem til den 24. november 2023.

Foto: Hele holdet der nu skal forestå de kommende vaccinationer på hospitalet. Her er alt fra studenter fra i sommer, som skal have et sabbatår, og pensionerede sygeplejersker, sosu-assistenter og biologer, som synes, det lød som en spændende opgave. Alle får en grundig indføring og uddannelse i opgaverne.