– Jeg vil give igen, derfor sagde jeg ja til formandsposten
Nyt formandskab hos Kræftens Bekæmpelse i Hvidovre og julekoncert med Birthe Kjær
NAVNE: For et år siden blev Helle Adelborg spurgt, om hun ville overtage posten som formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Hvidovre. Hun tøvede ikke længe, selvom det var en stor beslutning.
– For 6½ år siden fik jeg selv konstateret kræft i tarmen, men blev heldigvis helbredt. Min far døde for 20 år siden af den samme sygdom. Jeg er så taknemmelig for den forskning, der har gjort, at flere i dag kan blive raske. Derfor var det naturligt for mig at sige ja til at blive formand – jeg vil gerne give igen og være med til at gøre en forskel, fortæller Helle Adelborg.
Lokalforeningen i Hvidovre består af frivillige, der alle har en personlig relation til kræftsagen. - Vi har brug for alle gode kræfter. Uanset om du vil være med i foreningen eller blot hjælpe til ved enkeltstående arrangementer, er du velkommen. Sammen kan vi samle ind til mere forskning, så flere får flere fødselsdage, siger Helle Adelborg.
Lyserød Lørdag og koncert med Birthe Kjær
Lørdag den 4. oktober er lokalforeningen i Frihedens Butikscenter i forbindelse med Lyserød Lørdag. Her kan du møde frivillige, stille spørgsmål og støtte op om det vigtige arbejde.
Et af årets højdepunkter bliver julekoncerten i Strandmarkskirken den 26. november 2025 kl. 19.00, hvor den populære sangerinde Birthe Kjær optræder. Billetsalget starter torsdag den 9. oktober kl. 10.00 på billetsalget.julekoncerter.dk
– Vi glæder os til at byde Birthe Kjær velkommen og håber, at mange vil komme og støtte op om vores arbejde, siger Helle Adelborg. Lokalforeningen er også til stede ved det årlige julemarked i Kometen den sidste weekend i november.
Har du lyst til at blive frivillig eller vil du vide mere? Så er du velkommen til at kontakte lokalforeningen.
red
