Jobcentrene er under pres

 Jobcentrene er under pres

Det er lige groft nok af socialdemokratiet at bebrejde SF, skriver MARIE-LOUISE JØRGENSEN

LÆSERBREV: Det står i regeringsgrundlaget, at der skal spares 3 milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen i landets 98 kommuner. Det rammer desværre også Hvidovre Kommune. Den såkaldte ”Arnepension”, som vi i SF er glade for, skal også finansieres fra budgetterne i de kommunale jobcentre. Derfor undrer det os i SF, at det kan komme så meget bag på de lokale socialdemokrater i Hvidovre, når det nu engang er deres egne folk på Christiansborg, som har taget beslutningerne.

Den socialdemokratisk ledet regering har valgt at sende en kæmpe regning ud til landets jobcentre. En regning, som blev behandlet i Hvidovres social – og arbejdsmarkedsudvalget d. 14. marts 2022 med to medlemmer fra Socialdemokratiet.

Her fremgår det, at Hvidovre Kommune i 2022 skal spare 3.3 mill, i 2023 7,3 mill, i 2024 10,7 mill og i 2025 10,7 mill på netop beskæftigelsesområdet. Så enten er man ikke klar over, hvad man har stemt for, ellers så er der gået valgkamp i den.

I SF tager vi ansvar over for den beslutning, vi har taget i udvalget. Også selvom det ikke kom fra vores parti på Christiansborg. Vi valgte at se på, hvilke virksomheder vi f.eks. køber ekstern hjælp fra. Det kan eksempelvis være tilbud rettet mod arbejdsmarked, afklaringsforløb mm, og om vi kunne tage nogle af disse “aftaler” hjem og lave det i kommunalt regi. Vi valgte at tage vores aftale om aktivering hos Café hjertetræet hjem. Vi har ikke lukket den, kun taget den del hjem, hvor vi betaler for at få borgere afklaret.

Det har vi også gjort ved flere andre private virksomheder. Café Hjertetræet er drevet af kirken, og jeg betaler gerne min kirkeskat til at drive en kirkelig café, som har et stort socialt anlægget, ligesom vi også har givet menighedsplejen midler fra §18 puljen.

Men at bebrejde SF for, at vi udfører det arbejde, som Socialdemokratiet på Christiansborg dikterer kommunerne, er lige groft nok.

 

Marie-Louise Jørgensen

Gruppeformand SF, medlem af social og arbejdsmarkedsudvalget