Jonas Breindahl: – Investering i børn og unge er investering i fremtiden…

Jonas Breindahl: – Investering i børn og unge er investering i fremtiden…

KV2025: Kommunal­valget i Hvidovre er i fuld gang, og Hvidovre Avis har spurgt formand og spidskandidat for Radikale Venstre Hvidovre, Jonas Breindahl, om hans visioner for kommunens fremtid.

1. Byudvikling: Hvordan skal Hvidovre udvikle sig som by – mere byggeri, eller skal vi bevare de grønne områder?
Hvidovre skal udvikle sig med respekt for både mennesker og natur. Vi skal sikre, at der er plads til vækst og nye boliger, men samtidig bevare de grønne områder, der giver os livskvalitet, mental sundhed og biodiversitet. Jeg vil arbejde for en byudvikling, der kombinerer nye boligområder med rekreative områder og grønne forbindelser, og prioriterer boligtyper vi kritisk mangler i Hvidovre, så vi får en levende, attraktiv og bæredygtig kommune.

Kommunens ressourcer
2. Hvordan vil du prioritere mellem investeringer i institutioner, skoler, ældrepleje og idræt/fritid?
Investering i børn og unge er investering i fremtiden. Jeg prioriterer derfor, at skoler og daginstitutioner har de nødvendige ressourcer, så børn får den bedste start på livet. Vi vil investere i flere voksne i vores klasselokaler, så minimum 50% af undervisningen kan have 2 eller flere voksne. Vi vil investere i børnenes fællesskab og læringsevne, ved at minimum en skole skal have etableret køkken og kantine hvor fælles skolemad kan spises. Ældrepleje skal fortsat have høj kvalitet, hvor tilliden og den gensidige respekt mellem borger og administrationen kan genopbygges. Idræt og fritid skal understøtte trivsel og det brede fællesskab. Det kræver, at vi tænker helhedsorienteret og bruger ressourcerne, hvor de gør størst forskel med fokus på kvalitet, faglighed og tilgængelighed.

Klima og bæredygtighed
3. Hvordan vil du og dit parti sikre, at Hvidovre udvikler sig som en bæredygtig og klimavenlig kommune i fremtiden?
Hvidovre skal være en grøn og klimavenlig kommune. Vi skal investere i energirenovering af bygninger, grøn transport, byrum med natur tænkt ind og bevarelse af naturarealer. Vi skal sikre vores søer og vandløb, i uhensigtsmæssig overløb fra rensningsanlæg. Vi skal sætte skub i udrulningen af fjernvarme, og den grønne omstilling af fjernvarmeproduktionen.

Samtidig skal borgere og virksomheder motiveres til grøn adfærd gennem samarbejde, information og incitamenter. Klimaindsatsen skal være ambitiøs, synlig og konkret, så

Hvidovre går foran som et eksempel for andre kommuner.

Valgtema
4. Hvad tænker du bliver efterårets vigtigste valgtema for Hvidovre?
Efterårets vigtigste tema bliver, hvordan vi tager bedre hånd om dem, der har mest brug for hjælp, både blandt vores ældre og vores unge med handicap eller særlige behov. Borgere skal opleve at visitationsområdet er mere på deres side, hvor hjælpen kommer tidligere og er mere fleksibelt. En tidlig indsats er ikke kun det rigtige menneskeligt, det er også en langsigtet investering, der sparer kommunen for dyrere indsatser senere. Vi skal skabe et system, hvor tillid, faglighed og samarbejde erstatter bureaukrati og ventetid.

Borger spørgsmål:

5. Man vil gerne tiltrække flere børnefamilier her i Hvidovre, men flere daginstitutioner er blevet lukket, og børnene er spredt ud på andre steder. Hvad vil du gøre for, at der er nok pladser og voksne i daginstitutionerne?
Det er afgørende, at Hvidovre har daginstitutioner med nok pladser og voksne. Jeg vil arbejde for, at nye boligområder ledsages af flere institutionstilbud, og at eksisterende institutioner styrkes ved at have 75% pædagoger og generelt bedre arbejdsvilkår. Vi skal sikre fleksible løsninger, som tilpasser kapacitet til behov, og skabe et tæt samarbejde mellem kommunen, institutioner og forældre, så børnene får trygge rammer og kvalificerede voksne omkring sig.

Kandidatprofil:
Navn: Jonas Breindahl
Alder: 36 år
Job: Softwareudvikler
Civilstatus: Gift
Parti: Radikale Venstre

menu
menu