Jonas tæller insekter: Vild med vilje gør en kæmpe forskel

Jonas tæller insekter: Vild med vilje gør en kæmpe forskel

En ny insekttælling viser, at det gør en kæmpe forskel, når borgere, virksomheder og kommunen arbejder sammen for en øget biodiversitet

I øjeblikket kan man nogle steder i Hvidovre se en ung mand gå med hovedet nede mellem blomster og græsser. Det er Jonas Hansen Tchikai fra Ishøj Naturcenter, og han er på en mission i Hvidovre: Han tæller insekter.

Han skal nemlig finde ud af, om det egentlig nytter noget, når vi inviterer naturen indenfor og f.eks. sår vilde blomster i vejkanten, lader hækken stå lidt længere, dropper græsslåning, planter træer og lader kvaset ligge i haven.

Det har en række borgere, Hvidovre Kommune og flere virksomheder gjort de seneste år. Alene på Avedøre Holme har en række virksomheder ladet naturen få plads på 15-16 hektar, så vild natur har erstattet de friserede græsplæner. Også i mange private haver og på store kommunale arealer er der sket store ændringer de seneste år for at sikre en større biodiversitet.

Men det store spørgsmål er jo så, om naturen siger ja tak til invitationen?

Det gør den heldigvis, fortæller Jonas Hansen Tchikai, der er naturformidler og flora-fauna registrator.

– Her er masser af liv! Insekterne vil gerne have mad, vand og gemmesteder, og det kan de få i de områder, der får lov at vokse vildt. Vi kan se en kæmpestor forskel på antallet af insektarter i de vilde områder i forhold til de almindelige græsplæner, så man skal blive enig med sig selv, om man ville have en død ørken eller en levende oase fuld af liv, siger han.

Jonas tæller insektarter ved Rebæk Søpark og i Langhøjparken samt hos tre virksomheder på Avedøre Holme. Det gør han tre gange i løbet af sommeren, og allerede efter den første tælling kan man se, at tiltagene har effekt.

Ikke nok med, at Jonas har fundet sjældne arter som Moshumle og Ildtæge, så har antallet af insekter også overrasket. Hos de tre virksomheder er der f.eks. fundet 22, 39 og 50 forskellige arter af insekter. Til sammenligning har Jonas også talt insektarter på områder hos de samme tre virksomheder, som er holdt som almindelige græsområder. På disse områder er der fundet hhv. 0, 1 og 3 arter.

– Så indsatsen for en øget biodiversitet har i den grad gjort en forskel. Hvis flere gav plads til bare lidt vild natur, kunne vi virkelig rykke noget i forhold til den biodiversitetskrise, vi står i. Det er en fælles kamp, vi har, og alle bidrag hjælper, understreger Jonas Hansen Tchikai.

Han vender tilbage til de samme områder og tæller insekter igen i slutningen af juli og i august, hvorefter der bliver lavet en samlet opgørelse over de arter, der er fundet.