Jonas tog karrierespring fra børnehave til plejehjem
– Jeg er glad i maven hver eneste dag, og nu er jeg på vej til min drømme-uddannelse...
UDDANNELSE: I 8 måneder har Jonas Moslund på 35 år arbejdet på Plejehjemmet Krogstenshave. Efter at have arbejdet 17 år som pædagogmedhjælper på Frederiksberg og i Hvidovre, tog han en beslutning om at ændre retning i sit arbejdsliv. Ikke fordi han var træt af børnene, men en følelse af udbrændthed var så småt begyndt at snige sig ind.
– Jeg har egentlig altid været sådan én, der havde det godt med et stabilt liv og fast arbejde, og jeg blev også tilbudt en merituddannelse. Men jeg var ikke så glad længere, og da noget familie kom på plejehjem og jeg oplevede medarbejderne dér, begyndte der at spire et frø inden i mig, fortæller han.
Jonas forhørte sig rundt omkring i omgangskredsen – om sosu-faget, om lønnen og mulighederne, og han fik et job som afløser på et plejehjem, så han kunne afprøve den spirende idé om at skifte branche. Og en dag var tiden moden.
– Jeg ringede til Krogstenshave og sagde ”Hej, jeg skal prøve noget nyt i mit arbejdsliv” – og de ville gerne ansætte mig! Det var et stort skridt og ret så skræmmende at gå fra at være fastansat i en daginstitution til at blive ansat som vikar i et helt andet fag, men det viste sig at være det helt rigtige. Efter bare en uge mærkede jeg en energi og et drive i mig selv, som jeg ikke havde mærket længe, og jeg fandt hurtigt arbejdsglæden igen - og lysten til at stå op om morgenen. Efter en måned var jeg ikke i tvivl om, at det er den her vej, jeg vil, smiler han.
Jonas forklarer, at den oplæring og introduktion, han fik i den første tid, har været med til at klæde ham rigtig godt på til jobbet som sosu-hjælper på Krogstenshave, og hans egen nysgerrighed og gå-på-mod har gjort, at han med tiden har fået mere og mere ansvar i jobbet. Han er glad for sine nye kolleger og ledelse, men det bedste ved at arbejde på plejehjemmet er den daglige kontakt med beboerne.
– Jeg har en masse fantastiske snakke med borgerne, som lærer mig en masse ting. Jeg holder meget af morgenplejen, hvor jeg har alene-tid med beboerne. Så får vi nogle rigtig gode samtaler om livet. Jeg møder også en stor taknemmelighed for den omsorg og det nærvær, jeg møder beboerne med. Man hører så meget om, at sosu-faget er stressende og trættende, men for mig har det været utrolig godt at komme til at arbejde her, hvor tempoet er roligere og støjniveauet lavere end i en daginstitution – og 80 % af min arbejdsdage er gode, og jeg er glad i maven, når jeg møder ind og når jeg går hjem, siger han.
Jonas har nu besluttet sig for, at han gerne vil være sosu-assistent, og han har nu fået lovning på to års ansættelse på plejehjemmet. De to års erfaring kan sikre ham den merit, han har brug for, for at kunne søge ind på sosu-hjælperuddannelsen, som kan senere kan blive adgangsbillet til uddannelsen til sosu-assistent.
– Så mens jeg arbejder, er jeg faktisk i gang med at tage min drømmeuddannelse. Jeg lærer utrolig meget af mine dygtige og veluddannede kolleger, og når jeg har samlet to års erfaring, kan jeg tage sosu-hjælperuddannelsen på 17 uger. Jeg er sådan én, der lærer bedst med hænderne, men jeg er alligevel så fagligt nysgerrig, at jeg ikke kan lade være med at søge på nettet og se forskellige dokumentarfilm om pleje og omsorg, når jeg holder fri, forklarer han.
Skiftet af branche – fra børn til ældre – har betydet, at Jonas er gået noget ned i løn. Selvom hans pædagogiske kompetencer har givet ham nogle løntillæg, så er han, som han selv forklarer ”startet fra nul” i et nyt fag.
– Vi talte jo om det økonomiske derhjemme, og i virkeligheden er det ikke så meget, der er ændret. Vi går ikke så meget ud og spiser længere, og heller ikke i biografen. Men vi kommer stadig på ferie. Jeg er gået lidt ned i løn, men jeg er 40 gange gladere på arbejdet, og dét betyder også meget for familien derhjemme, slutter Jonas.
En elev, der er over 25 år og læser til sosu-assistent, får i Hvidovre Kommune 25.000 kr. om måneden i løn under uddannelsen. En færdiguddannet sosu-assistent har typisk en startløn på 30.000 kr. om måneden.
Der er ansøgning til sosu-uddannelsen fire gange om året. Næste ansøgningsfrist er den 12. januar 2026.
Se mere på hjemmesidenhvidovre.dk/om-kommunen/job/sosu-elev eller kontakt uddannelsesgruppen i Hvidovre Kommune på telefon: 7766 2650 mandag-torsdag kl. 9-15 og fredag kl. 9-13.
db
