Julestemning på skøjter

Julestemning på skøjter

Hvidovre Skøjte Klub inviterer til årets juleshow på fredag

ARRANGEMENT: På fredag den 12. december fyldes Frihedens Idrætscenter Ishal 1 med glæde, glimmer og glid, når Hvidovre Skøjte Klub præsenterer årets juleshow. Med tre forestillinger på én dag er der rig lejlighed til at opleve klubbens talenter – fra de mindste nybegyndere til de erfarne elite-løbere, der for nylig har vundet medaljer ved DM.

En dag fyldt med skøjteglæde

Dagen starter med to gratis forestillinger for inviterede skoler og børnehaver i Hvidovre og omegn kl. 09.45 og 11.15. Aftenens højdepunkt er dog den store forestilling kl. 17.00, hvor dørene åbner allerede kl. 16.00. Her kan alle – familie, venner og øvrige gæster – købe billet for 50 kr. og nyde en festlig blanding af skøjtekunst, flotte kostumer og julestemning. Billetter kan købes på klubbens hjemmeside indtil onsdag den 10. december, derefter salg i døren.

- Det er en fantastisk mulighed for at vise, hvad vores medlemmer kan, og samtidig skabe en hyggelig julestemning for hele byen. Vi har arbejdet hårdt på at gøre showet endnu bedre i år, og vi glæder os til at se salen fyldt med glade tilskuere, fortæller Michele H Petersen der er frivillig forældre i Hvidovre Skøjte Klub.

Musik, is og frivillige kræfter

 I år sætter Hvidovre Musikskoles blæserorkester stemningen med festlig musik mellem kl. 16 og 17, og Familiens Ishus sælger is. Bag kulisserne står et stort hold af frivillige forældre, der har syet kostumer, bygget rekvisitter og planlagt salg af popcorn og varm kakao.

red
menu
menu