Julius fra Hvidovre Danmarks bedste

Julius fra Hvidovre Danmarks bedste

Julius Tange vandt DM i U15 klassen

CYKLING: Den unge cykelrytter Julius Tange fra Hvidovre Cykle Klub spurtede sig i weekenden til DM-titlen efter et hårdt cykelløb i Silkeborg. Dermed kan han kalde sig Danmarksmester i landevejsløb i U15-klassen.

I søndagens løb skulle der køres i alt 47 km på en 7 km rundstrækning og der var en hård bakke på hver runde, hvor der blev rykket hårdt hver gang. Julius prøvede at køre solo, da de kørte ud på sidste runde, men blev hentet igen. Da det 60 drenge store felt kom ind mod målstregen for sidste gang, havde en gruppe på 20 rykket sig fri og skulle afgøre det mellem sig. Og her krydsede Julius stregen som nummer 1.

Et stort sæsonmål

– Det var mit store sæsonmål at gøre det godt til DM, så jeg er selvfølgelig rigtig glad og lettet over at det lykkedes. Det er jo noget helt specielt at kunne kalde sig Danmarks bedste, siger den 14-årige cykelrytter stolt.

Faktisk var Julius en smule overrasket over at han vandt. Dagen inden om lørdagen havde drengene kørt enkeltstart og her var Julius ”kun” blevet nummer 2 efter en ret suveræn vinder. Og derfor havde han ikke troet, at han kunne tage hjem med en guldmedalje.

– Heldigvis havde han ikke en god dag om søndagen – og heldigvis var jeg godt kørende og kunne klemme mig foran i den tætte spurt, siger Julius, som begyndte at cykle i Hvidovre CK for fire år siden som 10-årig efter en sommerferie i Pyrenæerne, hvor han første gang prøvede at cykle i høje bjerge.

Udfordringer venter

Det er ikke første gang at Julius Tange kører først over stregen i et U15-landevejsløb. Det har han gjort flere gange i løbet af sæsonen. Og han har indkasseret så mange point, at han indtager en sikker 1. førsteplads på ranglisten. Resten af sæsonen har han mulighed for at prøve kræfter med U17-felterne ”før tid” inden han næste år rykker op i dén klasse.

– Det har jeg valgt at gøre, fordi det vil forberede mig godt på næste sæson. Det bliver sjovt at se, hvor hurtigt de kører og hvordan jeg vil klare mig. Men jeg glæder mig og er meget optimistisk, slutter Julius Tange.

Hvidovre Cykle Klub havde i alt fem drenge med til weekendens DM mesterskaber for børn og unge. Udover Julius Tange var det Sylvester R. Trusell og Albert T. Horowitz i U15. Jakob Ernir deltog i U13 og Christian K. Holm var med hos U11.

Foto: Julius Tange tæt fulgt af Tobias Seppä og yderlige to ryttere under et fremstød på toppen af rutens hårdeste stigning på næstsidste omgang.