Kærlighed, spionage og storkrig
Hvidovre-forfatter udgiver ny thriller med udgangspunkt i København
NAVNE: Den 23. januar udgiver den lokale forfatter Keld Broksø sin ottende roman, ”Tornsangeren” – en spændings-, kærligheds- og agentroman, der tager læseren med på en farlig rejse fra København til Libanon, Egypten, Estland og Finland. Bogen er inspireret af virkelige begivenheder og sætter fokus på den aktuelle konflikt mellem Rusland og Europa.
En livsfarlig mission
”Tornsangeren” handler om Henrik Petersen, en anonym embedsmand i Udenrigsministeriet, der pludselig bliver trukket ind i en farlig læk af russiske hemmeligheder. Årsagen? En gammel kærlighedsaffære med den estisk-russiske Svetlana Yegorova, der nu forlanger hans hjælp. Opgaven, der først ser ud til at være simpel, udvikler sig til en livsfarlig mission, der truer både Henriks karriere og privatliv.

Forfatteren Keld Broksø, der selv har rejst til Estland på legatrejser, har ladet sig inspirere af den berømte Gordievsky-affære fra Den Kolde Krig, men parallelforskudt til en nutidig vinkel. Romanen udforsker ikke kun spændingen og faren, men også de menneskelige omkostninger ved at blive indblandet i internationale magtspil.
- Jeg ville skrive en roman, der både underholder og sætter fokus på de mennesker fra den russiske opposition, der risikerer alt for at kæmpe mod undertrykkelse. Samtidig er det en historie om, hvordan fortiden altid kan indhente os – også når vi tror, den er glemt, siger Keld Broksø.
Hvordan kom du på idéen til ”Tornsangeren”, og hvad fik dig til at vælge netop Gordievsky-affæren som udgangspunkt?
- Gordievsky-affæren er den største, internationale spionhistorie med dansk forankring, men den er fra en anden tid i 1980’erne. Pludselig kom jeg til at tænke på, hvordan kunne den historie tage sig ud med en parallelforskydning til vores nutid? Og med den overvågningsteknologi, som vi har nu? Derfra tog romanen fart, hvor Gordievsky dog kun blev en del af inspirationen. Kort fortalt var Gordievsky KGB-oberst på den sovjetiske – og nu russiske - ambassade på Østerbro i København, hvorfra han lækkede dybt fortrolige oplysninger til danske efterretningstjenester. Han var en af de højest placerede KGB-afhoppere under Den Kolde Krig efter han siden var fortsat ved ambassaden i London som muldvarp. Hvad nu, hvis der også er en læk på den russiske ambassade i København den dag i dag? Tanken om en ny, kvindelig muldvarp, som i romanen får dæknavnet ”Tornsangeren,” gav mig også krudt til et personregister omkring hende. De omfatter ud over folk fra Forsvarets Efterretningstjeneste også en anonym embedsmand i Udenrigsministeriet som egentlig hovedperson – sammen med hans gamle flamme, som er Tornsangerens estisk-russiske veninde. Før jeg vidste af var jeg også ved at skrive en kærlighedshistorie. Så fik jeg også prøvet det…
Hvordan ser du parallellen mellem Den Kolde Krig og dagens konflikt mellem Rusland og Europa?
- Vi har en parallel situation med to blokke over for hinanden: NATO – efterhånden mest i teorien også med USA – og så Rusland, Belarus og desværre også EU-lande som Ungarn over for hinanden. Men den nuværende konflikt er mere alvorlig fordi krigen ikke ”kun” er kold, men også varm med kampe i Ukraine på europæisk land og udført med NATO-våben vendt mod Rusland. Det er gået fra slemt til værre i fire år efter Rusland indledte sin angrebskrig mod Ukraine. I den tid har vi har glemt at støtte en russisk opposition. Det handler bogen også om, siger den lokale forfatter.
Hvordan har dine egne rejser til Estland og dine erfaringer som lokal forfatter præget romanen?
- Som meget ung journalist var jeg for Jyllands-Posten i Berlin kort efter Berlinmurens fald, og jeg husker al euforien. Da jeg var i Narva i det østlige Estland på research-tur til ”Tornsangeren,” blev jeg skudt tilbage i en tidslomme af uforsonlighed, der lignede den grå stilstand ved Berlinmuren før dens fald. Pigtråd, hegn, vagter og overvågning alle vegne, for der var over Narva-floden kun 100 meter til Rusland. Det var rædselsfuldt, men også pirrende for en romanforfatter. Tænk, hvis man skulle smugle en over floden fra Rusland til Estland? Tænk, hvis efterretningstjenesterne absolut ikke var med på den idé, og en dansk civilist blev nødt til at skjule en kvinde i den danske idyl, som jeg kender så godt som indehaver af en græsplæne i Hvidovre? Kontrasterne skaber tit en god historie, og her flår jeg idyllen op med rode. Bortset fra, at selve navnet “Tornsangeren” egentlig tilhører en lille, brun fugl, som jeg opdagede på en af mine daglige gåture i Kystagerparken. Tornsangeren synger heldigvis lystigt videre inde i tornekrattet ud til Kalvebodernes vand - trods en grufuld historie i dens navn.
Hvad håber du, læserne tager med sig fra ”Tornsangeren”?
- Jeg håber læserne bliver underholdt af en spændende, vild, grotesk, voldsom og til tider også ret sjov historie. Alt andet lige er spændingsromaner en del af underholdningsbranchen. Det står ikke i vejen for, at romanen selvfølgelig også gerne må skabe eftertanke om den tid, som vi lever i, hvor en storkrig synes nærmere end ved de euforiske dage ved Berlinmurens fald. Det er også en historie om små mennesker som tandhjul i den store, internationale histories maskineri. Men de gør en forskel. Ikke mindst min hovedperson, men med voldsomme konsekvenser. Som anonym embedsmand fra Udenrigsministeriet finder han pludselig sig selv på hemmelig mission ikke bare i Danmark, men også i Finland, Libanon, Egypten og så Estland, som alle er lande jeg har besøgt i forbindelse med bogen.
Kan vi forvente flere romaner fra din hånd?
- Ja da. ”Tornsangeren” er min ottende spændingsroman, og en lille gnist af en idé er ved at forme sig til nummer ni. Forfatterskabet er en kreativ proces, som jeg nødigt vil undvære som arbejdsmæssigt krydderi på mit kontor i Hvidovre, hvorfra jeg også laver journalistik, kommunikationsrådgivning – og i øvrigt talkshows i ”Søndagshjørnet” på Kulturhus Risbjerggaard. Nogle er kreative når de strikker, laver keramik eller akvareller ved siden af deres øvrige arbejde. Min kreativitet handler så bare om ord i fiktionens univers i stedet, slutter Broksø.
Bogen udgives af forlaget Ambush Books, og kan fås som print-, lyd- og e-bog.
Foto: Keld Broksø udgiver ny spændingsroman med internationalt perspektiv
red
