Kan Hvidovre gentage succesen fra Odense?

Kan Hvidovre gentage succesen fra Odense?

Skæbnekamp for HIF mod Vejle fredag aften

FODBOLD: Fredag venter der Hvidovre lidt af en skæbnekamp, når Vejle gæster Pro Ventilation Arena/Hvidovre stadion i en vaskeægte bundgyser.

Med sejren over OB før landskampspausen spirede et håb om at Hvidovre fortsat er med i kampen om overlevelse. Derfor vil en sejr eller blot et point på fredag mod Vejle betyde at kampen i bunden åbner op igen. Så vil Hvidovre nemlig kun have 4 point op til OB på 10 pladsen (hvis OB vel at mærke taber til Randers) og så starter Hvidovre foråret med kampe mod klubber fra bund 6.

De to hold kender jo hinanden særdels godt og spillede mange tætte kampe i sidste sæson, hvor det blev til to uafgjorte og to nederlag i sidste års topstrid.

Alle fire gange manglede Hvidovre det sidste for at tage tre point, så en mulig sejr ville som bekendt komme på et særdels belejligt tidspunkt.

Det lysner

Hos Per Frandsen er der mange ting der begynder at lysne, udover sejr mod OB hvor Thomsen scorede for anden kamp i træk. Så ser det også ud til at Marco Ramkilde endelig vil være til rådighed, lejesvenden spillede reservekamp mod Lyngby og FCK i landskampspausen. Nicolai Clausen var også endelig tilbage i kamp i går mod FC København, så omklædningsrummet begynder at være fyldt igen.

Selvom de to nok ikke kommer til at starte inde mod hverken Vejle eller mod Brøndby, giver det alligevel Per Frandsen nogle ekstra kort at spille, med en dygtig venstrebenet back og en afslutningsstærk angriber som måske kan gå ind og bidrage.

Mod OB var 10 ud af de 11 startende med til at spille klubben op sidste sæson, og man må nok erkende at i øjeblikket betyder relationerne nok mere end talent og teknik. Derfor bliver der med alt sandsynlighed genvalg til de 11 som startede mod OB og sikkert også mod Brøndby. Herefter må Per Frandsen bruge den lange vinterpause til at finde sin nye idealopstilling til foråret.

Efterårets finale kamp har kick off kl. 19.00 på Pro Ventilation Arena, der for sidste gang i år byder på Superliga fodbold. Hvidovre har dog en enkelt udekamp tilbage den 3. december mod Brøndby IF.

 

ka-ma