KAN IKKE GENKENDE DERES MALERI AF VIRKELIGHEDEN

 KAN IKKE GENKENDE DERES MALERI AF VIRKELIGHEDEN

SOPHIE BISGAARD FARGANIS: om lovforslaget til begrænsning af skærme i dagtilbud:

LÆSERBREV: Det er formiddag i børnehaven. Nogle børn leger på gulvet og er ved at bygge en stor togbane. Der sidder nogle børn og laver perler og ved det andet bord sidder jeg og tegner med en dreng. Han er dybt koncentreret og jeg kan stadig ikke helt tyde hvad han tegner. Pludselig kigger han op på mig og spørger: “Sophie, hvor gammel skal man egentlig være, for at flyve i en varmluftsballon?” Det kan jeg umiddelbart ikke svare på, så jeg går hen og henter iPad’en og vi finder sammen ud af, at man skal være 11 år i følge med en voksen. Han tegner videre og pludselig er det tydeligt, at der viser sig en varmluftsballon på hans tegning. “Det drømmer jeg nemlig om!”

Sammen med de andre børn på stuen, får vi lavet vores egen drømmeluftballon og børnene deler deres drømme. Ærlige, umiddelbare og fine drømme.

Det er sådan vi anvender skærme i den daginstitution jeg arbejder i og det er den måde de fleste engagerede og dygtige pædagoger anvender skærme i deres praksis, så vidt jeg er orienteret. Begrænset og i et pædagogisk øjemed.

Alligevel finder regeringen det nødvendigt at indføre en lov, der skal begrænse brugen af skærme i dagtilbud.

På baggrund af anbefalinger fra sundhedsstyrelsen, har regeringen skabt et politisk forsigtighedsprincip og mener derfor nu, at den pædagogiske praksis omkring skærme ikke kan styre sig selv og at det er nødvendigt at lovgive.

Og selvom mange politiske partier, inklusiv SF, er med på denne aftale om at mindske skærme i dagtilbud og selvom man jo nærmest ikke kan være uenig i, at børn selvfølgelig ikke skal pacificeres foran en skærm når de er i dagtilbud, finder jeg alligevel lovforslaget bekymrende. Og når man så sammenkobler det med Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes udtalelser omhandlende baggrunden, tangerer det til nedladende.

Det billede der bliver malet af pædagoger der anvender skærme i dagtilbud, for selv at undgå at komme på legepladsen eller for at sætte stole op, er bestemt ikke en virkelighed jeg kan genkende. Pædagoger har en mellemlang videregående uddannelse og vi kan med vores høje faglighed, udmærket godt selv vurdere brugen af skærme i praksis og hvornår det kan understøtte børnenes trivsel og udvikling og hvornår det ikke kan. Ministeren maler et billede af pædagoger, der springer over hvor gærdet er lavest, og tillader sig at kalde det for discountvelfærd.

Ydermere fortæller ministeren selv, at der ikke findes meget forskning på, hvor meget skærm der egentlig bliver anvendt i dagtilbud. Og netop derfor finder jeg det bekymrende, at regeringen så alligevel mener at der skal lovgives på området. Det virker nærmest som en fokusforskydning.

I særdeleshed når de reelle problemer på området både har forskning og opbakning fra pædagogerne i ryggen. Nemlig den historisk lave pædagogandel i Danmark. Der mangler pædagoger til vores børn og unge. Nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at til trods for at der er kommet 4300 flere børn i daginstitutionerne, er der kun ansat 12 ekstra pædagoger. Bevares, der er ansat 1726 flere medarbejdere, men kun 12 af dem er uddannede pædagoger. (BUPL 2023)

Men her finder regeringen det ikke nødvendigt at lovgive eller skabe et forsigtighedsprincip. Selvom vi ved, at pædagoger i praksis er kvalitet for børnene.

Det er den kvalitet der gør, at børnene bliver set. At de får lov at være lige dem, de er. At vi i fællesskab kan skabe en drømmeluftballon, hvor de kan se sig selv i en fremtid der giver mening for dem. Og at vi kan opbygge en pædagogisk praksis, der understøtter deres trivsel og udvikling, så deres hverdag og relationer giver dem så meget selvværd, at de går derfra med hovedet højt, masser af kompetencer i rygsækken og klar til at møde verden.

Det er det pædagoger kan i praksis. Så i stedet for at arbejde for en lovgivning der hverken er nødvendig eller kommer til at gøre en forskel, burde regeringen sørge for at der var pædagoger nok til alle børn. For dét giver et godt børneliv - det tror jeg næppe denne lovgivning kommer til at kunne give.

Sophie Bisgaard Farganis,

SF Hvidovre, pædagog og tillidsrepræsentant i Solgården/Kastanjehuset