KAN IKKE STÅ ALENE MED UDFORDRINGERNE
YASIR IQBAL med en stor tak til de mange frivillige:
LÆSERDEBAT: 26. september markerede Hvidovre Frivillig Fredag. Flere borgere har sikkert bemærket plakaterne fra Frivilligcenter Hvidovre rundt omkring i byen, som satte fokus på dagen. Formålet var at fremhæve den store betydning, frivillige har for lokalsamfundet. Frivilligheden spiller en central rolle i både idræts- og kulturlivet, men mange foreninger oplever i dag udfordringer med at skaffe nok frivillige. Frivillighed er helt afgørende for foreningslivets eksistens.
Uden de frivillige hænder kan fællesskabet og de aktiviteter, vi kender, ikke kan fortsætte. Jeg synes, at kommunen og politikerne skal blive bedre til at facilitere frivilligheden og skabe bedre rammer for de frivillige kræfter. Foreningslivet kan ikke stå alene med udfordringerne, hvis vi vil bevare de stærke fællesskaber i lokalsamfundet. Jeg vil bruge anledningen til at rette en stor tak til de mange frivillige i Hvidovre, som hver dag bidrager. De giver byen liv, sammenhold og en unik identitet.
Yasir Iqbal
kommunal-bestyrelsesmedlem, Socialdemokratiet
