Kandidat under en stemme fra at opnå 2/3 af stemmerne

 Kandidat under en stemme fra at opnå 2/3 af stemmerne

Socialdemokraternes borgmesterkandidatvalg: Anders Liltorp og Kenneth F. Christensen fik søndag medlemmerne af Socialdemokratiets dom over, hvem de mener, skal være partiets kommende borgmesterkandidat - Liltorp opnåede meget tæt på 2/3 af stemmerne

Skal man være borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Hvidovre skal man opnå mindst 2/3 af stemmerne.

Så selv om den ene af de to kandidater - Anders Liltorp - opnåede meget tæt på 2/3 af stemmerne, så er det ikke nok til at undgå, at kandidaterne nu skal ud i en urafstemning.

Søndag afholdt Socialdemokratiet i Hvidovre ekstraordinær generalforsamling i Strungesalen i Kulturhus Risbjerggård, hvor de to kandidater - Anders Liltorp og Kenneth F. Christensen - svarede på spørgsmål fra medlemmerne.

- I dag (søndag, red.) har vi afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi trådte et skridt nærmere valget af vores næste borgmesterkandidat. Strungesalen på Risbjerggård var fyldt helt op med både medlemmer og entusiasme. To stærke kandidater, Kenneth F. Christensen og Anders Liltorp, stod overfor hinanden, og diskuterede en bred vifte af vigtige emner som samarbejde, dialog med medlemmerne, fornyelse, lokalt engagement og prioriteter. Selvom begge kandidater gjorde en fantastisk indsats, nåede ingen af dem det krævede 2/3 flertal for at vinde. Derfor vil der snart være en urafstemning blandt vores medlemmer. Hold øje med din mail eller postkasse, hvis du er medlem af Socialdemokratiet i Hvidovre, for yderligere information om urafstemningen. Tak til alle der deltog i dag, står der i det opslaget på de sociale medier.

Manglede 1 stemme

Af opslaget kan man desuden læse, at Anders Liltorp ud af de i alt 113 afgivne stemmer fik 75, mens Kenneth F. Christensen fik 38. Dermed løb Anders Liltorp med et stemmetal, der ligger kun en stemme fra at opnå de 2/3 af stemmerne, som er nødvendigt, hvis man skal udpeges som partiets borgmesterkandidat.

Det har ikke været muligt at få kredsformand Helen Glundholdt i tale, men Hvidovre Avis har fået bekræftet stemmetallet af en deltager ved mødet. Hvidovre Avis ville gerne have spurgt kredsformanden om det videre forløb inden urafstemningen. I følge opslaget på de sociale medier skulle det endelige resultat af borgmesterkandidat dog være afgjort endeligt den 8. oktober. 2023.

 

key