Kat – fugl – fisk

Kat – fugl – fisk

Forestilling for de 4-9 årige i Kometen på søndag

”KAT – FUGL – FISK” er en ordløs forestilling for børn fra 4-9 år og deres voksne.

Forestillingen, der varer 35 minutter, er inspireret af maleren Paul Klees fantastiske og fabulerende univers. I en leg med skyggespil og geometriske former, bliver elementerne levende og finder sammen på nye måder for øjnene af publikum: prikker, linjer, dyr og byer opstår og forsvinder igen. I er et hyggeligt rum inspireret af Paul Klees mange malerier af huse, får børnene en sanselig oplevelse af billedkunst igennem en teateroplevelse helt tæt på skuespillere og objekter. ”KAT – FUGL – FISK” er fuld af nykomponeret musik af den norske trommeslager og musiker Håkon Berre. Paul Klee var interesseret i bevægelse og proces, og det var vigtigere for ham end selve resultatet, som forblev åbent indtil slutningen – ligesom børns leg og fantasi. Medvirkende er Annemarie Waagepetersen og Hisako Miura. Producent: Teatret Om.

– Vi er glade for, at vi i Hvidovre Teater, kan præsentere denne sjove og skønne forestilling ”Kat-fugl-fisk” søndag den 17. marts både kl. 14.30 og 15.30 i “Kometen”. Du kan trygt købe billet enten på tlf. 36 49 66 06 onsdag og torsdag kl. 10- 15, eller på hvidovreteaterforening.dk, hvis man tør tage chancen, kan man også komme og købe billet i døren fra 1/2 time før forestillingen starter, siger Peter Thybo fra teaterforeningen.

Foto: Teater for de mindste i Kometen den 17. marts.