Kirurgen må ud og sætte p-skiven!

Kirurgen må ud og sætte p-skiven!

Gode parkeringsforhold på Hvidovre Hospital går hen og bliver et vigtigt parameter, når der vælges arbejdsplads, skriver C. ANDERSEN:

LÆSERBREV: Hvidovre Hospital har et stort problem, når det gælder de ansattes parkeringsforhold. Der er afsat et antal 24-timers parkeringspladser og 3-timers pladser. Problematikken ligger i, at der ikke er nok langtids pladser til de ansatte – det betyder, at minimum 1 time før arbejdets start, cirkler de ansatte rundt i parkeringskælderen for at finde en plads til bilen – i den ideelle verden ville der være øremærket medarbejder-pladser vha. et medarbejder skilt til bilens forrude – ligesom handicap-skilt, så parkeringsvagterne kan se, at denne bil må godt holde der uanset om det er en 3-timers eller 24-timers parkeringsplads. Eller evt. en tablet på afdelingen, medarbejderne kunne taste deres reg. nr. på når de møder og har fri – og helt automatisk får parkeringsvagterne den info – dette system findes allerede i mange private virksomheder, hvor der er tidsparkering.

De medarbejdere som ikke er så heldige, at finde en langtids-holdeplads, må løbe flere gange fra deres job på en vagt, for at stille på parkeringsuret – ellers hænger der helt sikkert en parkeringsbøde på forruden, når arbejdsdagen er endt. De ansatte render frem og tilbage og stiller ure – og som jeg forstår det, så skal de ansatte redde liv og ikke bekymre sig om parkeringsbøder. Men hvem synes det er sjovt at komme hjem med en parkeringsbøde hver dag? Eller vil Hvidovre Hospital tilbyde, at betale disse parkeringsbøder, de ansatte får? For så tænker jeg ikke der er problemer med parkeringsforholdene, hvis parkeringsbøderne blot skal sendes til betaling – men denne løsning er vel næppe en økonomisk mulighed.

Jeg tænker specielt også på de medarbejdere som står midt i en stuegang eller operation osv. – de har ikke mulighed for at løbe ned til bilen for at stille parkeringsuret – og der udskrives mange bøder hver dag.

Hvidovre Hospital skriger på arbejdskraft, der er stor mangel på læger og sygeplejersker. Men med så dårlige parkeringsforhold, tiltrækker Hvidovre Hospital ikke kvalificerede medarbejdere, og dem som allerede er ansat, overvejer måske at søge ansættelse andre steder, hvor forholdene er bedre. Det er ikke unormalt, at læse i stillings annoncer ”Vi har gode parkeringsforhold”

Gode parkeringsforhold går hen og bliver en vigtig parameter, når der vælges arbejdsplads. Jeg vælger at tro, at Hvidovre Hospital ønsker at tiltrække medarbejdere og medarbejderpleje kan opnås for små midler – og vil betyde alverden for tiltrækningskraften.

Så kære direktion på Hvidovre Hospital – synes I ikke I skal overveje om tiden er inde til lidt medarbejderpleje??

Med venlig hilsen

C. Andersen, Holte

Foto: Parkeringskælderen på hospitalet.(Foto: Hv. Hospitals hjemmeside)