Klager til Ombudsmanden om ulovlig fældning af vejtræer
Tidligere vejchef og en borger klager: Fik fire borgere for mild en straf for ulovlig fældning af træer – eller er det kommunens økonomiske prioritering, der vejer tungest?
NYHEDER: Tidligere Vej- og Parkchef i Hvidovre Kommune, Michael Søndergaard Daugaard, og en hvidovreborger har sendt en klage til Ombudsmanden vedrørende Kommunalbestyrelsens håndtering af en sag om ulovlig fældning af vejtræer på Ege Allé. Klagen retter sig særligt mod Ankestyrelsens afgørelse, som de hævder er overfladisk behandlet og strider imod væsentlige retsprincipper.
Sagen omhandler, at fire borgere blev dømt for at fælde tre vejtræer på Ege Allé uden tilladelse. Retten i Glostrup idømte de fire beboere 14 dages fængsel, som blev gjort betinget i et år, og de skal dertil betale erstatning, som er blevet henvist til en civil retssag. Dette står i kontrast til en lignende sag fra 2019, hvor en borger måtte betale for at have beskadiget et vejtræ og måtte betale cirka 40.000 kr. Klagerne undrer sig over, at flertallet i Kommunalbestyrelsen i 2020 besluttede ikke at kræve erstatning fra de fire dømte borgere, selvom erstatningskravet var på 180.000 kr., og kommunen også havde anmeldt sagen til politiet.
Strider mod lighedsprincippet
Klagerne påpeger, at kommunens håndtering af disse to sager kan skabe uretfærdigheder og forskel i behandlingen af borgere, hvilket strider mod lighedsprincippet. De argumenterer for ulovlig forskelsbehandling, da én borger har måttet betale erstatning, mens flertallet i Kommunalbestyrelsen valgte at frafalde kravet i den anden sag.
Ankestyrelsen har hævdet, at det ikke økonomisk er forsvarligt for Hvidovre Kommune at forfølge erstatningskravet, eftersom omkostningerne ved en retssag kan overstige det potentielle erstatningsbeløb. Klagerne mener dog, at økonomiske overvejelser ikke bør påvirke retfærdigheden i sagsbehandlingen.
Klagerens anmodning
I deres klage til Ombudsmanden beder klagerne om en vurdering af Ankestyrelsens afgørelse samt Kommunalbestyrelsens beslutningsproces. De ønsker at sikre, at retssikkerheden for borgerne overholdes og at der ikke sker forskelsbehandling i fremtidige sager.
Det er nu op til Ombudsmanden at vurdere sagen og afgøre, om der er grundlag for at iværksætte yderligere tilsyn eller handling.
(foto: Michael Daugaard)
red
