Klar til slutspillet

Klar til slutspillet

BASKETBALL: Begge Hvidovre Basketball Klubs herrehold har spillet sig i slutspillet.

Efter en meget svingende sæson lykkedes det i sidste spillerunde Hvidovres 1. divisionshold at sikre sig en plads i Elite 8. Der var tre hold som alle havde en chance for at ende med at tage de to sidste pladser i øst puljen. Med tre kampe på en uge kunne Hvidovre selv afgøre det, men de startede desværre ugen med et nederlag til et ungt velspillende og forberedt SISU hold.

Med ryggen mod muren var Hvidovre presset og skulle vinde sæsonens to sidste kampe mod henholdsvis Nordsjælland og Værløse. Desværre kunne Nordsjælland ikke stille hold pga. skader og sygdom så Hvidovre vandt kampen 20-0. Sidste kamp mod Værløse på udebane var en tæt kamp, men Hvidovre trak til sidst fra og vandt 83-69.

Det betød at Hvidovre endte på 3. pladsen og derfor møder nr. 2 i puljen Næstved.

Det sker på søndag den 14. april i Næstved Arena kl. 15. Hvis man ikke har mulighed for at tage turen til Næstved, kan man købe adgang til at se kampen hos streamingfirmaet Sportway.

Helt anderledes er det gået for Hvidovres 2. hold som spiller i 3. division. Ud af sæsonens 12 kampe, er det kun blevet til 2 nederlag og Hvidovre endte på 1. pladsen i deres pulje. I de 2 puljer går de 4 øverste hold videre til Elite 8. Hvidovre møder nr. 4 fra den modsatte pulje, Jonstrup på hjemmebane.