– Klimapolitikken har det ofte med at blive til symbolpolitik – det skal vi ikke have i Hvidovre...
Mikkel Dencker, Kommunalvalg 2025:
KV2025: Kommunalvalget 2025 er i gang i Hvidovre, og Hvidovre Avis har spurgt spidskandidat for Dansk Folkeparti, Mikkel Dencker, om hans visioner for kommunens fremtid.
Byudvikling
1. Hvordan skal Hvidovre udvikle sig som by – mere byggeri, eller skal vi bevare de grønne områder?
Hvidovre skal udvikle sig i overensstemmelse med byens nuværende proportioner. Det betyder at nybyggeri i sin skala ikke skal adskille sig fra byens nuværende udseende og der skal ikke ske yderligere byggeri på bekostning af grønne områder. I sagens natur skal gamle, udtjente bygninger kunne rives ned og erstattes af nye og tidssvarende bygninger, ligesom små erhvervsområder, der ligge inde i boligkvarterer, skal kunne erstattes med nye boliger. Men Hvidovre skal ikke vokse i højden og heller ikke fortættes.
Kommunens ressourcer
2. Hvordan vil du prioritere mellem investeringer i institutioner, skoler, ældrepleje og idræt/fritid?
For Dansk Folkeparti er det allervigtigste at kernevelfærden for ældre og børn er i orden. Derfor er det væsentligste for os, at der er tilstrækkeligt med plejehjemspladser og gode børneinstitutioner og skoler. Men, vi mener at der er råd til både at have en god velfærd for ældre og børn, samtidig med at vi sørger for gode idræts- og fritidsfaciliteter.
Klima og bæredygtighed
3. Hvordan vil du og dit parti sikre, at Hvidovre udvikler sig som en bæredygtig og klimavenlig kommune i fremtiden?
Klimapolitikken har det ofte med at blive til symbolpolitik. Det skal vi ikke have i Hvidovre. I stedet skal strategien være at reducere vores el- og varmeforbrug gennem energirenovering og omtanke. Det er der sund fornuft i, for bruger man ikke mere el og varme end nødvendigt, har man heller ikke en unødvendigt høj el- og varmeregning. Det er sundt for både kommunekassen og klimaet.
Valgtema
4. Hvad tænker du bliver efterårets vigtigste valgtema for Hvidovre?
For os i Dansk Folkeparti er ældrepolitikken det vigtigste område. I den forløbne valgperiode, hvor Dansk Folkeparti har været sat uden for døren, er der sket mange forringelser for Hvidovres ældre. De forringelser skal der rettes op på og vi skal tilbage på sporet, hvor ældres vilkår forbedres – ikke det modsatte.
Borgerspørgsmål
5. Der har i mange år været snak om metro til Hvidovre, bl.a. til Hvidovre Hospital, som kan gøre hverdagen nemmere for os borgere. Hvordan er metroen en prioritet for dig?
Metroen er vigtig for Dansk Folkeparti. Hvidovre Hospital er en vigtig samfundsinstitution som borgere i hele Hovedstadsområdet har glæde af, men som Hvidovre lægger jord til. Derfor er det også rimeligt, at det er en samfundsopgave at sørge for at trafikken til og fra hospitalet kan ske med så få gener som muligt for Hvidovre og dér vil en metro vil være en god måde at afvikle trafikken til og fra hospitalet på. Det er ikke rimeligt at Hvidovre skal stå med håndteringen af trafikken til hospitalet alene, så jeg forudsætter at både staten og regionen vil betale til metroen, når hospitalet løser en vigtig samfundsopgave.
Kandidatprofil:
Jeg hedder Mikkel Dencker, er 49 år, er selvstændig, lever sammen med min kæreste Malene og stiller op for Dansk Folkeparti.
red
