Kom og se DM i Marathon-Kajak ved Hvidovre Strand

Kom og se DM i Marathon-Kajak ved Hvidovre Strand

Kajakklubben bag storstilet arrangement i Kalveboderne,ved Hvidovre Havn og Kystagerparken i august

KAJAK: - Vi satser på, at netop overbæringerne på Hvidovre Strand bliver et særdeles underholdende element, som også kan tiltrække mange lokale Hvidovre-borgere. Sådan siger formanden for Hvidovre Kajakklub, Johanna Åkerman Nielsen, som optakt til det helt store arrangement - DM i Marathon Kajak i august.

Hvidovre Kajakklub og Kajakforbundet DKF står bag DM i maraton i weekenden 18.-20. august, hvor flere hundrede kajakroere samt tilskuere ventes til begivenheden.

En hær af frivillige

Den store lokale kajakklub er gået i planlægnings- og organiseringshumør med en hær af frivillige til et af de største arrangementer, som man hidtil har været arrangør for. Til DM i maraton-kajakroning har man inviteret alle kap- og turbådsroere (en lidt bredere kajakmodel) til at teste det lokale vand i Kalveboderne og ikke mindst ved Hvidovre Strand, hvor de obligate overbæringer ved maratonkajakroning skal foregå. Stævnet kommer med Hvidovre Kommunes godkendelse til at lægge beslag på en del af stranden og vandet ud for stranden i løbsdagene, men der vil stadig være plads til badegæster.

- Det er en god ide at reservere dagene, hvis man vil se og opleve den intense stemning med heppekor og pressede, fokuserede roere tæt på ved et af de helt store, nationale kajakløb, som man ellers skal til Bagsværd Sø eller Jylland for at komme i nærheden af. Vi i kajakklubben synes det er en ære at DKF har vist os den tillid at lade os stå for DM Maraton 2023, siger Johanna Åkerman Nielsen.

Masser af logistik

Hvidovre Kajakklub har en stribe opgaver foran sig de kommende uger op til løbet - og masser af logistik at forholde sig til. For eksempel skal stævnet ske i henhold til DKF’s nationale kaproningsbestemmelser for maraton. Det betyder bl.a., at der er krav til ruten og til afmærkningen af den. Maraton- og turbådsbanen udlægges som bane rundt i Kalveboderne på 3,6 kilometer med start og mål ved Hvidovre Havn, hvor byggearbejdet ved Nordmolen også kræver lidt koordinering. Roerne skal ro et antal omgange og slutte af med en kort omgang på 1 km efter sidste overbæring, så alle i publikum kan se roerne bruge de absolut sidste kræfter.

Hertil skal der de kommende uger sørges for løbsnumre, registrering, bådkontrol, telte, præmier, forplejning, vagtlister, parkeringsmuligheder og at alle officials kommer på plads.

Egne roere er med

Hvidovre Kajakklub skal også balancere logistikken med, at adskillige af de frivillige selv er i så kanonform, at de også stiller op i et eller flere løb undervejs i weekenden. En stribe gode resultater i sæsonen retter forventningerne mod, at også et par lokale Hvidovreroere kan gøre sig gældende på sejrsskamlen. Blandt andre har to af de absolut stærkeste ungdomsroere, Oliver Kok og Nanna Jacobsen, ved den nyligt afholdte Holstebro Regatta taget godt for sig af medaljebeholdningen. Oliver fik guld på 5.000 meter – og ligeledes i toerkajak på 5.000 og 500 meter. Nanna fik bronze både på 200, 500 og 5.000 meter.

Hvidovre Kajakklubs stærkeste seniorroer, Magnus Sibbersen, har også internationalt vist format for nylig ved i juni i Krakow at få sølv ved European Olympic Games i mix-toerkajak med OL-roeren og kæresten Emma Aastrand – kun slået af roere fra Portugal.

Foto: En travl kajakformand Johanna

Af Keld Broksø