Kommunen og klubben nåede i mål

Kommunen og klubben nåede i mål

FODBOLD: I den offentlige debat og i diverse medier var der sået tvivl om hvorvidt Hvidovre nu også kunne spille den første hjemmekamp i Superligaen i søndags, eller om kampen måtte rykkes udenbys?

Nok også derfor havde Hvidovre Kommune, i samarbejdet med Hvidovre IF indkaldt til pressemøde på Pro Ventilation Arena for at informere om at det gamle stadion har blevet gjort Superliga klar.

– Jeg er utrolig glad for, at vi er nået i mål her til den første hjemmebanekamp. Der er rigtig mange mennesker, som har arbejdet både i sommerferien og særligt her i den seneste tid med etableringen af de mobile tribuner. Det er en historisk begivenhed, at HIF nu er tilbage i Superligaen, og der har været helt enighed i Kommunalbestyrelsen om, at vi skulle bakke op om holdet. HIF skaber sammenhold og stolthed i Hvidovre, og jeg glæder mig rigtig meget over, at vi nu kan byde en masse mennesker velkommen til den første Superliga-kamp på Hvidovre Stadion siden 1997, lyder det fra Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune.

Kapaciteten øget

Den største opgave har været at øge stadionkapaciteten fra 6.000 til 10.000 tilskuere. Det er sket ved hjælp af mobile tribuner. Oprindeligt havde Hvidovre Kommune fundet en tribuneløsning, hvor der blev opsat stilladstribuner i de to rundinger af stadion uden for løbebanen. Desværre meddelte leverandøren pludselig, at de ikke kunne levere stilladstribunerne så hurtigt som forventet.

På grund af reglerne om udbud ville Hvidovre Kommune ikke selv kunne nå at blive færdig med at etablere tribunerne inden første hjemmekamp den 6. august. Men da Hvidovre Fodbold A/S ikke er omfattet af samme lovgivning, fik de mulighed for selv at løfte opgaven med tribuneetablering og dermed arbejde på at gøre Stadion klar til Superligaen.

– Jeg vil godt takke HIF for et fantastisk samarbejde. Uden deres indsats havde vi ikke stået her i dag med udsigt til en hjemmekamp på Hvidovre Stadion på søndag, siger Anders Wolf Andresen.

Hos fodboldklubben er det også en lettet formand, der nu kan begynde at se resultatet af den seneste tids højintense arbejde:

– Hen over sommerferien har vi arbejdet på højtryk for at leve op til Divisionsforeningens licensmanual. Alle de ting man måske ikke lige ser, når man kigger rundt på stadion. Alt fra VAR-system til VIP-faciliter har vi skulle få styr på. Og så kom der for ca. tre uger siden opgaven med at få etableret mobile tribuner. At få sådan en løsning i stand hen over en sommerferie, og endda med nogle væsentlige benspænd undervejs, er ganske enkelt imponerende. Det vil jeg godt rose alle, der har været involveret i processen for, fortæller Lars Cramer-Larsen, formand for Hvidovre Fodbold A/S.