Lad ikke sparekniven ramme børn, der ikke selv kan råbe op

LÆSERDEBAT: Midt i budgetforhandlingernes teknokratiske realiteter og Excel-arkets kolde logik risikerer vi at negligere det allermest fundamentale – vores børn, vores familier og den sociale infrastruktur, der er med til at skabe sammenhængskraft i kommunen. Dette er et opråb til Hvidovres politikere: Besind jer. Vær visionære. Skån sundhedsplejen samt Familie-Liv, to bærende initiativer, der positionerer Hvidovre som en frontløber inden for forebyggende og helhedsorienteret familieindsatser.

Hvidovre har nemlig noget ganske særligt – noget, som alt for få uden for kommunen, men også for få i kommunen kender til. En tilgang til børnefamilier, man ikke finder i hverken de nærliggende kommuner eller selv i storebroderen København.

Gode råd og støtte

Kort fortalt kommer sundhedsplejen på hjemmebesøg hos nybagte forældre som mig selv – og det er ikke blot et hurtigt tjek, men et nærværende møde med plads til en kop kaffe, en snak om trivsel, gode råd og støtte til de bekymringer, der kan følge med det store ansvar, det er at blive forældre.

De samme sundhedsplejersker tilbyder i et tværfagligt samarbejde og projekt kaldet Familie-Liv frivillige mødeforløb om eftermiddagen, hvor kommende forældre mødes i hold help op til efter termin hvor de små også er velkommende – typisk sammensat på tværs af kommunen og med termin som fællesnævner. Her forberedes man på den livsændrende overgang til forældreskabet, både praktisk og mentalt, og ikke mindst får man mulighed for at danne relationer med andre i samme situation.

Denne helhedsorienterede og kontinuerlige model er enestående for Hvidovre Kommune. Den bygger bro mellem borger og kommune, styrker det sociale fællesskab og imødekommer behovet for en tidlig indsats, sammenhængende støtte og reel forebyggelse. Det er et forbilledligt eksempel på, hvordan velfærd ikke blot kan opretholdes, men også nytænkes – og det fortjener både anerkendelse og bevarelse.

Det er et koordineret og evidensbaseret tilbud, der ikke alene favner hele spektret af børnefamilier, men som også evner at identificere mistrivsel i dens embryonale fase. Det handler ikke om symptombehandling – det handler om præventiv indsats og psykosocial støtte, før udfordringer manifesterer sig.

Pas på det kortsigtede!

Hvorfor italesætte alt dette når det fungerer? Ja det er netop den debat jeg ønsker at tage op.  Det er for mig dybt bekymrende, at disse essentielle funktioner overhovedet bringes i spil i budgetdiskussionerne – og ovenikøbet blev sammenlignet og sidestillet med mere perifere ydelser som f.eks. lejrture. Misforstå mig ikke: kulturelle og sociale oplevelser er vigtige. Men at sidestille dem med kernevelfærd og basal forebyggelse vidner om en kortsigtet og potentielt regressiv prioritering, som jeg håber vi kan blive klogere på før skaden sker.

At de store nedskæringer i denne omgang blev afværget, skyldes ikke systemets indbyggede visdom, -det ville jeg ønske det gjorde. Men derimod i høj grad en heroisk indsats fra de fagprofessionelle ildsjæle i sundhedsplejen og Familie-Liv. Gennem velunderbygget projektplanlægning, faglig integritet og ledelsesmæssig tyngde formåede de at afmontere nogle af de mest kritiske besparelsesforslag. Om 9. klassernes lejrtur er blevet sparet væk har jeg ikke kunne gøre mig klog på. Men det at forebyggende trivsel ikke blev sparret væk denne gang er ikke en sejr, vi kan tage for givet. Det kræver politisk omtanke – for de strukturelle konsekvenser af en sådanne nedprioritering vil først materialisere sig om 10-15 år, og her vil det være markant mere komplekst og ressourcekrævende at reetablere den nødvendige trivsel og tillid. 

Forebyggelse virker. Og når den implementeres tidligt i livet, er effekten eksponentiel. At støtte forældre, før krisen opstår, er ikke blot økonomisk rationelt – det er etisk ansvarligt. Og det er denne etiske forpligtelse, der bør stå som kompas i enhver velfærdspolitisk beslutning. 

Når forebyggende indsatser virker, er det netop deres succes, der gør dem svære at måle – for det, der undgås, registreres sjældent. Vi måler typisk kun mistrivsel, ikke fraværet af den.

Som tilflytter er jeg dybt imponeret over den kvalitet, den nærværende støtte og det menneskesyn, som Hvidovre demonstrerer i sin tilgang til børnefamilier. Det er netop sådanne tiltag, der differentierer kommunen positivt og skaber et narrativ om en kommune i reel, bæredygtig udvikling. Det er ikke kun attraktivt – det er fremsynet. Det er en sådan fortælling som gør mig stolt af at være Hvidovre borger, samt jeg da også har delt denne fortælling med bekendte uden for kommunen, som en succes historie. 

Tænk langsigtet

Så kære politikere: Løft blikket. Tænk langsigtet. Vær ikke reaktive – vær proaktive. Og vigtigst af alt: Beskyt dem, der ikke selv kan råbe op. For børnene er ikke en udgift. De er fundamentet for vores fælles fremtid. Og hvis mistrivsel ikke fanges fordi det er sparret væk, betaler børnene den største pris.

Af hjertet tak til jer i Hvidovre Sundhedspleje og Familie-Liv. Jeg anerkender og værdsætter jeres indsats – og håber innovative initiativer så som familie-liv får lov at blomstre, ikke visne.

Dette er et frø til såning i tankerne, til næste gang, der skal forhandles budget. For når ting anskues gennem et regneark, bliver alt blot tal – og intet er helligt. Men til jer politikere vil jeg sige: Jeg er stolt af, at en så vigtig indsats fik lov at bestå denne gang. Og skulle sundhedsplejen mod næste forhandling ikke have nye, “lige så innovative” projekter at fremvise – så husk nu, at trivsel i sig selv er en uerstattelig kapital. En investering, der gavner os alle, og som er forudsætningen for al fremtidig vækst. Og værn nu om det unikke vi faktisk har i vores alle sammens Hvidovre.

Marc Iversen