- Længerevarende chikane er årsagen…
Trods stor indsats fra flere, er generne for de ældre ikke ophørt, fortæller kundechef i KAB Trine Sander
NYHEDER: Hvidovre Avis har spurgt kundechef i KAB Trine Sander om hvad grundlaget for beslutningen om at lukke bagindgangen til Præstemoseskolen har været, og om KAB har været i dialog med skolen/forældre omkring dette?
- Der er ikke tale om lukning af sti, men derimod en gennemgang i hegnet mellem Præstemoseskolen og Ældreboligerne.
- Kommunen (center for plan og miljø) har bekræftet at Hvidovre Boligselskab har hjemmel til at sløjfe gennemgangen jf. lokalplan 120.
- Kommunalbestyrelsen godkendte i 2013, repræsentantskabets (Hvidovre Boligselskab) beslutning om arealfordeling mellem Baunevangen og ældreboligerne, som tildeler ældreboligerne 4.342 kvm. hvilket de betaler ejendomsskat af. Ældreboligernes kvm. dækker bl.a. skellet mod Præstemoseskolen, hvor hegnet står.
- Grundlaget for ældreboligernes beslutning, skal ses i lyset af længerevarende chikane fra forbipasserende børn såvel som forældre som benytter lågen. Sagen blev drøftet på ældreboligernes ordinære afdelingsmøde i marts 2025 med henblik på at finde en løsning.
Er der overvejet alternative løsninger for at imødekomme klagerne fra beboerne i de nærliggende ældreboliger, som ikke begrænser børns adgang til skolen?
- Der har været løbende dialog med skoleinspektøren på Præstemoseskolen og vi har mødtes og drøftet mulige tiltag. Skolen har gjort en kæmpe indsats for både at informere forældre og børn samt sikre patruljering fra deres klubmedarbejdere i området for at skabe tryghed. På trods af skolens store indsats, besluttede ældreboligerne på deres ekstraordinære afdelingsmøde i september 2025 at sløjfe lågen, da de fortsat oplevede gener.
- Ældreboligerne besluttede samtidig at informere afdelingsbestyrelsen i Baunevangen, som vil drøfte alternativer på næste afdelingsbestyrelsesmøde, slutter Trine Sander.
red
