Livsfortællinger i Risbjerg Kirke

Livsfortællinger i Risbjerg Kirke

Der fortælles om store og små livsbegivenheder i Risbjerg Kirke.

Hvordan har dit arbejdsliv været? Var det svært at tilpasse sig tonen i militæret? Hvor har du følt dig mest hjemme? Alt dette og mange andre historier fra dit eget liv, kan du nu fortælle i Risbjerg Kirke.

Væggene i Risbjerg Kirke lægger i disse dage ører til mange gode historier. Kirken er nemlig indgået i et samarbejde med Hjertelyd Podcast, der indsamler levnedsfortællinger fra helt almindelige – og ualmindelige – mennesker under overskriften ”Livsfortællinger på Lyd – Erindringer i Fællesskab”. Fortællingerne bliver optaget og redigeres senere både til små portrætter af de enkelte deltagere og til samlede podcasts ud fra temaer såsom ’barndom’, ’arbejdsliv’ og ’historiske begivenheder’.

Projektet har bl.a. til formål at indfange den nærværende, gode historie – fortalt af personen selv i et lydportræt. Historiker Nis Elias Mosumgaard, fra Hjertelyd Podcast, faciliterer samtalen på en behagelig og rutineret måde, der skaber et nærvær.

”Kirken er et godt bagtæppe for at kunne fortælle sin livshistorie, fordi kirken, dens ritualer og fællesskab danner ramme om mange menneskers liv”, siger kirke- og kulturmedarbejder Nicole Kruckenberg, der er tovholder på kirkens deltagelse i projektet. Hun fortsætter ”Mange mennesker går måske rundt og tror, at deres eget liv er uinteressant, men vi har alle sammen ét eller andet helt specielt vi kan fortælle. Og derudover er de helt almindelige hverdagshistorier, som måske ellers sjældent får plads, jo også virkelig interessante”.

Hvis man er interesseret i at fortælle historier fra sit eget liv, kan man kontakte Nicole via mail (nnk@km.dk) eller telefon (61165635).