Lodsejere føler sig snydt: – Brugt som løftestang – nu efterlades vi med uattraktive ejendomme...
Projektudvikler trækker sig fra aftaler om byudvikling ved Tårnfalkevej – lodsejere står med ubesvarede spørgsmål og et usammenhængende område
NYHEDER: I april 2025 vedtog Hvidovre Kommunalbestyrelse en ambitiøs lokalplan for byudviklingsområdet ved Tårnfalkevej. Planen skulle omdanne et erhvervsområde til et nyt, urbant kvarter med boliger, dagligvarebutik, daginstitution og grønne arealer. Men nu står lodsejerne bag projektet med en følelse af at være blevet snydt og efterladt med uattraktive ejendomme, mens kommunen står med et usammenhængende område og ubesvarede spørgsmål.
Hvad skulle projektet egentlig indeholde?
Lokalplan 476 og kommuneplanstillæg nr. 8 blev vedtaget for at skabe et nyt byområde med: Private boliger. Dagligvarebutik. Daginstitution og legeplads. Lettere erhverv og grønne arealer
Projektet var tænkt som et sammenhængende område, hvor alle elementer skulle bidrage til et levende og attraktivt kvarter.
“Vi blev brugt som løftestang”
Bag projektet lå betingede købsaftaler med 10 lodsejere, der skulle sikre, at projektudvikleren kunne købe ejendommene, så snart lokalplanen var endeligt vedtaget. Men efter vedtagelsen i april 2025 trak projektudvikleren sig – med begrundelse i manglende investorer.
Lodsejerne, der i god tro havde opsagt lejere, købt nye ejendomme og afskediget medarbejdere, står nu med ejendomme, der er svære at sælge, og som er beliggende midt i et kommende boligområde med begrænsede tilkørselsmuligheder.
Nye investorer overtager – men kun dele af projektet
I august 2025 overtog AG Gruppen og NREP to delområder i projektet, der skal huse ca. 410 nye boliger. Men de resterende arealer på nordsiden – hvor dagligvarebutik, daginstitution og legeplads skulle ligge – er efterladt uden investorer.
Lodsejerne peger på, at projektet var skræddersyet til én projektudvikler, og at den resterende del nu er mindre attraktiv for nye investorer. Det betyder, at de “bløde værdier”, der skulle skabe sammenhæng i området, risikerer at forsvinde.
Kommunen er desværre ikke vendt tilbage med svar på redaktionens henvendelse, derfor stilles Lodsejernes kritiske spørgsmål til kommunalbestyrelsen her:
Hvordan sikrer kommunen, at de oprindelige visioner for området ikke går tabt?
Hvordan forholder kommunen sig til, at lodsejerne er blevet brugt som “løftestang” for at få lokalplanen vedtaget – for derefter at blive efterladt?
Er kommunen blevet orienteret om, at de betingede købsaftaler var bortfaldet, før udbygningsaftalen blev underskrevet?
Hvordan undgår kommunen, at store kapitalinteresser kan profitoptimere på bekostning af lokalområdets sammenhæng?
red
