Lokal forening med medlemsfremgang

Lokal forening med medlemsfremgang

Generalforsamling i KUNST efter et succesrigt år

HVIDOVRE KUNST afholder sin ordinære generalforsamling torsdag den 25. april – denne gang med et stort smil på læben.

– Det seneste år har været godt for vores kunstforening. Vi har oplevet vækst både i medlemstal og i aktiviteter. Derfor glæder vi os til – generalforsamlingen, som er en festdag for vores forening, siger formand Bjarne Agerlin, som selvsagt genopstiller til bestyrelsen.

– I alt er fire pladser i bestyrelsen på valg, og der er heldigvis stor interesse for at give en hånd med, fortæller formanden.

– Udover nye i bestyrelsen har vi også en del trofaste frivillige, som hjælper med det praktiske omkring vores udstillinger, ferniseringer og andre populære arrangementer.

Blandt de seneste succeser finder man en række croquis-aftner på Risbjerggaard, som har tiltrukket mange nye og erfarne tegnere. Og flere af dem har allerede meldt sig ind i foreningen.

Lodtrækning om kunst

Når generalforsamlingen den 25. april er ovre, går medlemmerne videre til den traditionelle lodtrækning om indkøbt kunst fra årets udstillinger. Også i år er der mange fine præmier til vinderne.

– Vi har blandt andet købt seks værker fra Hvidovre Censurerede Udstilling, som løb af stablen i februar. I alt skal vi trække lod om tyve værker blandt vores medlemmer. Her i blandt nogle flotte skulpturer. Det glæder vi os meget til, slutter formanden.

Foto: Bjarne Agerlin – en tilfreds formand.