Lyt til Ældresagen
UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
UGENS KOMMENTAR: Det er blevet tid til Ældre Sagens årlige appel – eller korrigerende opstrammer – til kommunalbestyrelsen om, hvor fokus efter deres mening bør lægges for ældreområdet ved det kommende budgetarbejde.
Således også i år, hvor Ældre Sagen i et åbent brev påpeger en række områder, der skal forbedres, hvis Hvidovres ældre skal sikres selvbestemmelse og værdighed.
Ikke overraskende er robotstøvsugere et emne, der ifølge Ældre Sagen bør genovervejes. Vel vidende at robotstøvsugere er indført, fordi der nu og på sigt mangler medarbejdere til at udføre opgaven, så har Ældre Sagen en pointe. Robotstøvsugere kan være en løsning for nogle, men tydeligvis ikke for alle.
Ældre Sagen ønsker desuden, at der skal afsættes midler til at implementere Ældreloven OG, at der skal lægges fokus på, at der bliver skabt egnede boliger til ældre og handicappede. Sidst, men ikke mindst, afkræver Ældre Sagen kommunalpolitikerne svar på, om der snart bliver etableret elevator og handicaptoilet i Kometen.
Ældre Sagen har tydeligvis fingeren på pulsen – de er mindst lige så relevante som det kommunalt valgte Seniorråd, så det vil nok være smart at lytte til Ældre Sagen, når dette års budgetarbejde går i gang.
nem