MÆNDS ENSOMHED SKAL TAGES ALVORLIGT

MÆNDS ENSOMHED SKAL TAGES ALVORLIGT

KENNETH BAK med svar på læserbrev om mænd og ensomhed

LÆSERBREV: Lars H. Nielsen havde før påske et indlæg i avisen om den ensomhed, som nogle ældre mænd oplever. Han nævnte, at besparelser på kommunens puljer til kultur- og fritid og Frivillighedsrådets prioritering af §18-midler har betydet, at der er kommet færre tilbud til mænd, der kunne have glæde og gavn af et fællesskab.

Jeg forstår godt, at Lars synes, at det kan se sådan ud. Men faktisk bliver der også udviklet nye tilbud til mænd i Hvidovre Kommune – så hvis man tæller efter, er der nok det samme antal tilbud. Det er bare nogle andre. Mænds ensomhed skal tages alvorligt, og derfor er mandefællesskaber noget, der bliver arbejdet med f.eks. i Frivilligcenter Hvidovre og i samarbejde mellem idrætslivet og kommunen. Et fællesskab for mænd på 60 +, der har lyst til at være aktive sammen, er f.eks. lige startet op i Frihedens Boldklub, og her er det gratis at være med. Hemingway Club Hvidovre, det frivillige engagement omkring Kulturhus Risbjerggaard, Palettens muligheder for at mødes med andre om forskellige interesser, Ældresagens mange lokale aktiviteter og arrangementer i regi af Seniorrådet og Det Frivillige Ældrearbejde giver også mulighed for at lære andre at kende og blive en del af et fællesskab. Også Sundhedscentret, pensionistforeninger og flere af kirkerne i Hvidovre har særlige tilbud til mænd. Og dertil skal lægges alle vores fantastiske foreninger, som med åbne arme er klar til at tage imod nye medlemmer når som helst. Så der er mange steder at gå hen, hvis man søger fællesskaber som mand.

Og så vil jeg minde om, at ensomhed er noget, vi alle sammen har ansvar for at komme til livs. En lille snak, en hjælpsom hånd eller et smil kan have utroligt stor betydning for vores oplevelse af at høre til. Har du en nabo, et familiemedlem eller en bekendt, der er lidt alene, kan du måske også inspirere ham til at se de mange muligheder for mandefællesskab, vi har i Hvidovre.

Venlig hilsen

Kenneth Bak

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget