Magnus Gade er i målfesthumør

Magnus Gade er i målfesthumør

Seriefodbold:  6-2 sejr og Friheden jagter 1-pladsen ¤ Rosenhøj rejste sig med 7-0 sejr

FODBOLD: Friheden og Magnus Gade Jensen buldrer mod serie 1 efter en magtdemonstration mod rækkens bundhold B. 77/Rødovre i weekenden.

Frihedens topscorer, der inden kampen var på 27 mål i 14 kampe, fik dog ikke lov at åbne målfesten. Det var derimod Emil Drewes der udnyttede et oplæg fra Marco Valentin Olsen efter et kvarter. Magnus Gade Jensen var dog ikke længe om at genåbne sin målkonto, for bare fem minutter efter første mål, var topscoreren på spil og fordoblede Frihedens føring til 2-0.

Gade var dog ikke færdig med at brillere. 18 minutter efter sit første mål, havde den unge angriber lavet hattrick. Desværre lykkedes det Rødovre to gange i samme periode at reducere. Men kort før pausen slukkede Marco Valentin Olsen så reelt bundholdets håb om en overraskelse, da han sendte bolden i mål til pausestillingen 5-2.

2. halvleg blev ikke lige så målrig, vi skulle helt frem til 86. minut før vi igen fik en scoring, da Marco Ilsø nettede for første gang i Friheden trøjen.

Med 6-2 sejren er Friheden fortsat kun 3 point efter Ballerup på førstepladsen.

Rosenhøj med storsejr

I midten af rækken tog Rosenhøjs nye træner Nicolaj Florin og hans mandskab et flot skridt væk fra bunden, da man hjemme vandt med hele 7-0 over Glostrup.

Der skulle dog gå hele 26 minutter før gæsterne kapitulerede, da Mike Carlsen flot fik sendt sit hold på sejrskurs. Kort efter var den nyankomne Mike Carlsen på spil, da han denne gang fik sat Lukas Viuf i scene og så stod det 2-0 til Rosenhøj.

Inden pausen var det så Alieu Njies tur til at komme på tavlen, da han var gået med frem fra forsvaret og scorede til 3-0.

Men Rosenhøj var ikke færdige med scoringslysten. I 49. minut blev Mike Carlsen dobbeltmålscorer og kort efter gjorde Mathias Wind det til 5-0.

Heller ikke Lukas Viuf var færdig foran mål, da han efter en time, gjorde det til 6-0 og blev dobbeltmålscorer, inden Jonathan Overby lukkede opgøret til 7-0.

- En klasse-præstation af alle mand i dag, - jeg syntes vi spillede op til vores niveau, og vi fik bevist, at når vi spiller som vi har trænet og følger taktikken, er vi meget farlige og ganske dygtige, og som assistent træner Lindberg sagde, når man vinder 7-0 kan man jo kun være tilfreds, fortalte træner Nicolaj Florin til klubbens egen side efter kampen.

Lejerbo blander sig

Hos Lejerbo Boldklub er man også kommet godt i gang med foråret, hvor man i sidste uge fik skrabet fire point sammen i to kampe.

I forårspremieren fik man det første point med hjem fra Torslunde-Ishøj IF, hvor Oscar Mikkelsen kort før tid udlignede til slutresultatet 3-3.

I ugens andet opgør var man tilbage på hjemmebane, og her tog man en flot 3-2 sejr over rækkens nr. 4 Jersie United, der nu kun er 3 point foran Lejerbo.

Nederlag til HIF-damer

Lørdag rendte HIFs damer ind i årets første nederlag i serie 1, da de ude tabte 5-3 til KFUM.

HIF fik ellers en god start da Lise Frem Wolstrup, efter 7 minutter fik sat Mie Marott op til en scoring der bragte HIF på 1-0. Men hjemmeholdet fik dog hurtigt reduceret, og efter 25. minutter var HIF-duoen igen på spil, da Mie Marott bragte HIF i front.

To hurtige scoringer fra KFUM betød dog af HIF var bagud 3-2 ved pausen, men efter en times spil kunne Mie Marott fuldende sit hattrick, da kun sendte en udligning i mål til 3-3. Desværre var det ikke nok til point, da hjemmeholdet scorede yderligere to gange, hvilke efterlader HIF med 3 point i to kampe.

 

ka-ma