”Malenes” mor gæster Hvidovre

”Malenes” mor gæster Hvidovre

Sys Bjerre lægger vejen forbi RIGA på sin duoturné 2025 – det sker torsdag den 29. maj

ARRANGEMENT: Den danske sanger og sangskriver Sys Bjerre vender, efter en længere pause fra musikken, tilbage til de danske scener og gæster torsdag den 29. maj kl. 20 spillestedet RIGA som en del af sin kommende duoturné. Med sig i Strungesalen denne aften har hun guitarist Mads Reinhold og en kuffert fyldt med både velkendte hits samt en række nye sange, der efter planen udkommer på et nyt album i 2025.

Siden debuten i 2008 med det anmelderroste album „Gør Det Selv“ har Sys Bjerre udgivet fire albums og sat sit præg på den danske musikscene. Med sange som ”Malene” og ”Alle mine veninder” har hun sunget sig ind i danskernes hjerter, og hendes evne til at balancere lethed og dybde i sine tekster har gjort hende til en afholdt kunstner på både radio, spillesteder og festivaler – selv Højskolesangbogen har hun markeret sig i med sangen ”Åbent hjerte”.

Sys Bjerres musikalske univers formår at røre publikum med den unikke kombination af humor, eftertænksomhed og skarpe observationer af hverdagslivet. Som en skarp observatør og med det danske sprog som sit stærkeste våben inviterer hun med sine tekster til refleksion over menneskelige særpræg og hverdagslivets små øjeblikke – altid med en kombination af humor og alvor.

Koncertoplevelsen i duoformatet med Mads Reinhold giver mulighed for en mere intim scene, hvor publikum kommer tættere på både musikken og historierne bag sangene. Det bliver en aften fyldt med nærvær, grin og genkendelige øjeblikke, når sangerinden deler ud af både gamle klassikere og spritnye kompositioner.

Billetter kan købes allerede nu á kr. 225  + gebyr eller i dørsalg 255 kr. Dørene åbner 19.30.

Foto: Sys Bjerre gæster RIGA. (Foto af Petra Kleis)

menu
menu