MAN KAN FRAVÆLGE DET FYSISKE SUNDHEDSKORT

MAN KAN FRAVÆLGE DET FYSISKE SUNDHEDSKORT

Borgerservicechef CHRISTINA WARLUND:

LÆSERDEBAT: I en tidligere udgave af Hvidovre Avis skrev en borger og undrede sig over ikke at have modtaget sit fysiske sundhedskort, efter hun var overgået til en anden læge, da hendes gamle læge gik på pension.

Når en læge lukker sin praksis, bliver patienterne som udgangspunkt overført til en anden læge medmindre, der er aftalt noget andet. Region Hovedstaden beder lægen om at informere om ændringen i venteværelset og på lægens hjemmeside.

Som borger vil man automatisk modtage et nyt sundhedskort med oplysninger om din nye læge, medmindre man har fravalgt det fysiske kort. Sammen med det nye sundhedskort kommer et brev fra Region Hovedstaden, der forklarer, at ændringen er årsagen til, at man får et nyt kort. Hvis man har fravalgt det fysiske kort, modtager man i stedet et brev i e-Boks om praksisændringen.

Selvom man bruger app’en Sundhedskortet på sin telefon, kan man stadig have et fysisk kort. I appen kan man dog fravælge det fysiske kort.

Vi beklager, at borgeren ikke blev spurgt, om hun havde fravalgt det fysiske kort, da hun henvendte sig i Borgerservice. På den måde kunne vi have givet hende et mere præcist svar og måske undgået den frustration, som opstod.

Venlig hilsen

Christina Warlund,

Borgerservicechef

 

Foto: Selvom mange bruger Sundhedskort-app’en, har de fleste borgere fortsat et fysisk sundhedskort.

 

menu
menu