Masser af brugte herligheder

Masser af brugte herligheder

Genbrugshallen åbner portene igen på lørdag

Som debatten om Genbrugshallen, på Høvedstensvej, er gået, tyder noget på, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Efter at der er rettet op på Genbrugspladsen, strømmer de gode ting til næste salgsdag på lørdag den 5. august kl. 10-13, ind, det er en ren fornøjelse.

Og så er det jo næsten umuligt at fortælle om alle herlighederne. Der står i skrivende stund en del kasser med spændende ting, som ikke er pakket ud endnu.

Om ikke længe flytter flere unge formentlig i studenterhybel, vi har flyttekasser, kr. 2,- pr stk, eller 10 stk. kr. 15.-. Til at indrette det nye logi er Hallen fyldt op med krus, tallerkner, bestik, gryder, pander og alt muligt andet, der kan blive brug for fremover. Og vel at mærke særdeles billigt. Masser af fine, kurante varer.

To medaljonstole og en overpolstret salonstol, betrukket med fint lyst satin, lækre, et hvidt lammeskind, tre udskårne barstole i mørkt træ, en udskåret amagerhylde, to solide instruktørstole, en gammel, gammel sort gyngestol, som sikkert kunne fortælle gode historier og et helt specielt syskrin, formet som en lille kiste låget er buet med blomster malet på, den står på fire udskårne ben, bredde og højde, incl. ben, ca 60 cm, det vil pynte i enhver stue. Blandt de mange billeder er et skønt blomsterbillede, også det kendte broderi af København, ca 30 x 60 cm, syet med meget tynd tråd, virkelig fint.

I Skattekisten står en gammel sættekasse, en bonbonniere i krystal med røde felter, en syvarmet lysestage, en skulptur af en batterilampe i grønblåt glas, ret speciel,

- Adskillige vægure pryder endevæggen af en reol, et dartspil med pile mangler heller ikke, et par symaskiner har vi også fået ind, sammen med en masse anden teknik, der er meget at vælge imellem. En masse bøger og musik har fundet vej til Genbrugshallen, og der er stadig kaffe på kanden og lækker kage i cafeen.

Der er stadig masser af sportsudstyr, golfsæt, ishockeyudstyr, stave og meget andet, kom selv og se.

Denne sommermåned har flere foreninger arbejdet sammen om at afhente, sortere og gøre klar til salg på lørdag.