Mattias Tesfaye: – Vi kan ikke være bekendt at lade elever stå uden praktik...
Undervisningsministeren tog DA og FH med på besøg på TEC Hvidovre
NYHEDER: Mandag formiddag besøgte undervisningsminister Mattias Tesfaye TEC Hvidovre, hvor han satte fokus på en af de største udfordringer for erhvervsuddannelserne: Mange elever ender i skoleoplæring, fordi de ikke kan få en læreplads i en virksomhed.
Særligt elever med anden etnisk baggrund end dansk oplever barrierer, viser tal og erfaringer fra skolen.
Frustration over tabt potentiale
– Det er frustrerende, at vi som samfund ikke formår at give vores elever den bedst mulige uddannelse. De gør, hvad vi beder dem om – de tager en uddannelse – men så står vi ikke klar med den praktiske erfaring, de har brug for, når de skal ud på arbejdsmarkedet, siger Mattias Tesfaye, der i mandags mødtes med elever, skoleledelse og arbejdsmarkedets parter på TEC Hvidovre.
Skolen bekræfter, at det er nemmere for elever med klassiske danske navne at få en læreplads. Det er en udfordring, der også blev påpeget af Institut for Menneskerettigheder i 2023.
– Vi ser desværre, at elever med anden etnisk baggrund ofte bliver overset, selvom de har de samme kvalifikationer, lyder det fra skolen.
Tal viser ulighed
Ifølge tal fra Undervisningsministeriet er forskellen markant: På TEC kommer 79% af eleverne med dansk baggrund direkte i uddannelsesaftale efter grundforløbet, mens kun 53% af efterkommere og 62% af indvandrere gør det samme. Resten ender i skoleoplæring eller falder fra. På landsplan er billedet lignende, men med endnu flere, der ikke kommer videre.
Paradoks: Flere ansøgere, færre pladser
TEC Hvidovre oplever en stigende interesse for deres uddannelser, men må afvise flere hundrede ansøgere årligt, fordi de ikke kan garantere en læreplads.
– Det er et paradoks, at vi på den ene side hører virksomhederne sige, at der mangler arbejdskraft, og på den anden side har elever, der ikke kan komme i praktik, siger ministeren, der tog både Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og FH med på besøget for at sætte fokus på problemet.
Under besøget talte ministeren også med elever, der selv har oplevet udfordringerne med at få en læreplads.
– Vi kan ikke med sikkerhed sige, at det skyldes etnicitet, men vi ser en klar tendens, siger en kilde fra skolen.
Løftet pegefinger til virksomhederne
Mattias Tesfaye håber, at besøget kan sætte gang i en dialog om, hvordan flere virksomheder kan åbne dørene for elever i praktik.
– Det er vores fælles ansvar at sikre, at alle elever får en fair chance for at komme i gang med deres karriere, understreger han.
Korte uddannelsesaftaler
TEC Hvidovre oplever også en stigende brug af korte uddannelsesaftaler, som kan gøre det sværere for elever at få en stabil praktikplads.
red
