Mere end usandsynligt

Mere end usandsynligt

Ugens Kommentar af Niels Erik Madsen

UGENS KOMMENTAR: Man kan godt diskutere, om det er dyrt at betale 11.632 kr. om måneden for en lejebolig på 110 kvadratmeter.

Men sikkert er det, at det er markant dyrere end hvad beboerne i Sønderkærgården på nuværende tidspunkt betaler for at bo i en lejlighed af den størrelse. En potentiel huslejestigning på tæt på 50% er givetvis en stigning, der vil kunne mærkes i privatøkonomien.

Til gengæld for den nuværende rimelige husleje har beboerne så boet i - og bor stadig i en ejendom - der har vist sig at have nogle skavanker, der ikke bare er generende, men kan være decideret farlige. Om den billigere husleje gør op for det, kan man næppe mene er et regnestykke, der går op. Men man kan da glæde sig over, at bebyggelsen aldrig har oplevet en alvorlig brand, som det er set i nabokommuner og endog i en ejendom på Hvidovrevej, hvor ingen heldigvis kom til skade.

Hvidovre Avis har i nogen tid dækket udviklingen i problemerne med Lejerbos Sønderkærgården, og den gode nyhed er, at arbejdet med at brandsikre på sin vis er i løbende proces. Den dårlige er, som den hele tiden har været, at det er beboerne, der formentlig meget langt hen ad vejen kommer til at betale for fortidens undladelsessynder.

Selv om de mange beboere i ejendommen så langt fra fortjener det, så er det nok mere end usandsynligt, at der nogensinde bliver placeret en skyld, der kan holde beboerne økonomisk skadesfri.

 

nem