Midlertidig legeplads forbliver åben

Midlertidig legeplads forbliver åben

Tumlehuset på Byvej får lov til at beholde lidt mere plads til bevægelse og aktivitet

NYHEDER: Kommunal­bestyrelsen har netop besluttet at den midlertidige legeplads ved Tumlehuset på Byvej, skal forblive i drift. Legepladsen blev oprindeligt opført som en midlertidig løsning i forbindelse med udbedringsprojektet på Tumlehuset, hvor stilladser omkring bygningen begrænsede institutionens adgang til deres oprindelige legeplads.

Ønsker at beholde legepladsen

Tumlehuset, som er en institution med idrætsprofil, har udtrykt ønske om at beholde den midlertidige legeplads. Institutionen har et meget begrænset legepladsareal, og den ekstra plads har vist sig at være en stor fordel for børnene, da den giver mere plads til bevægelse og aktivitet.

Forslaget om at lade legepladsen forblive i drift blev behandlet i flere udvalg. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget samt Børne- og Uddannelsesudvalget anbefalede begge forslaget godkendt den 2. juni 2025. Økonomiudvalget fulgte trop den 16. juni 2025 og anbefalede også forslaget godkendt. Endelig godkendte Kommunalbestyrelsen på dets seneste møde, at den midlertidige legeplads ved Tumlehuset forbliver i drift til brug for dagtilbuddet.

Ifølge referatet fra kommunalbestyrelsesmødet, er der ikke afsat specifikke driftsmidler til den løbende vedligeholdelse af legepladsen. Udgifterne hertil vil blive afholdt inden for Center For Børn & Familiers eksisterende ramme. Hvis Kommunalbestyrelsen på et senere tidspunkt beslutter at fjerne legepladsen, vil økonomien til dette skulle bevilges separat.

Legepladsen ligger inden for et område, der reguleres af Lokalplan 418, som udlægger arealet til offentlige formål uden nærmere definition. Derfor kan Lokalplan 418 ikke danne grundlag for et lokalplanpligtigt projekt. Skulle man vælge at gøre legepladsen permanent og udvide benyttelsen til alle ugens dage, også uden for Tumlehusets åbningstid, vil legepladsen blive lokalplanpligtig.

Administrationen anbefaler, at legepladsen forbliver i drift, men af hensyn til støjgener for de nærmeste naboer og på grund af den vurderede lokalplanpligt, anbefales det, at legepladsen ikke åbnes for offentligheden.

Baggrund og tidligere beslutninger

Kommunalbestyrelsen har tidligere behandlet flere sager vedrørende Tumlehuset. Blandt andet blev der på mødet den 25. juni 2024 taget orienteringen om Voldgiftsrettens kendelse i sagen mellem Hvidovre Kommune og GVL Entreprise og rådgiverfirmaet Rubow Arkitekter til efterretning. Kommunalbestyrelsen godkendte også tillægsbevilling og anlægsbevilling til indtægter på ca. 18,2 mio. kr., som tilgår kommunens kassebeholdning.

Derudover har Kommunal­bestyrelsen godkendt flere tillægsbevillinger og anlægsbevillinger til udbedringsprojektet på Tumlehuset, herunder en bevilling på op til 3,2 mio. kr. til projekt Idrætsinstitutionen Tumlehuset, finansieret af kassebeholdningen.

 

red
menu
menu