Midlertidig værkstedspavillon
Nu skal udvalgene tage stilling
NYHEDER: På denne uges møder i Ældreudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal begge udvalg behandle sagen om en ny, midlertidig værkstedspavillon til aktivitetscenteret Paletten.
Pavillonen skal sikre gode værkstedsfaciliteter for brugerne, indtil de permanente værksteder står færdige i 2028.
3 millioner kroner afsat til midlertidig løsning
Kommunalbestyrelsen besluttede i 2025 at anskaffe en midlertidig værkstedspavillon på 50 kvadratmeter, der skal opføres bag Paletten. Pavillonen indeholder værksted, toilet og tekøkken, og den midlertidige løsning er nødvendig, indtil de permanente værkstedsfaciliteter som en del af Palettens udvidelse står klar i slutningen af 2028.
Projektet er udbudt i totalentreprise, og der ansøges nu om en anlægsbevilling på 3 millioner kroner, finansieret af det allerede afsatte rådighedsbeløb. Da den endelige pris er blevet lavere end forventet, vil 1 million kroner blive tilbageført til kommunens kassebeholdning.
Bæredygtighed i fokus
Pavillonen bliver udstyret med solceller for at nedbringe energiforbruget. Når de permanente værksteder er klar, vil den midlertidige pavillon blive afrigget og enten solgt videre eller genanvendt til andre formål, fx som genhusning.
Ældreudvalget skal tage status på etableringen til efterretning, mens Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal anbefale Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen at godkende anlægsbevillingen og tilbageførslen af de uforbrugte midler. Begge udvalg behandler sagen på deres møder henholdsvis den 2. og 3. februar.
red
