Mød skuespilleren
Lars Ranthe spiller roller med kant, men han kan også være folkelig. På søndag interviewes han af Keld Broksø på Kulturhus Risbjerggaard
ARRANGEMENT: Lars Ranthe spiller en habil rockguitar, men også i sin imponerende skuespillerkarriere spiller han på flere strenge. De slås an i formatet ”Søndagshjørnet” på Kulturhus Risbjerggaard. Der interviewes han af forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver, Keld Broksø, på søndag den 21. september kl. 14 til 15.30.
– Det bliver en spændende og underholdende søndagssamtale, hvor vi kryber ind under huden på mange af de karakterroller, som Lars Ranthe har spillet, fortæller Keld Broksø.
– Der er nok at tale om. Lige fra alkoholtågerne omkring Kjeld Petersen, til Anker Jørgensens svære statsministertid, sangeren Bamses pengegriske manager, den udspekulerede rigmand i ”Reservatet” og til den folkelige kapitalist grosserer Madsen i ”Badehotellet.” Mange af rollerne får denne søndag en tur i den mentale centrifuge til vi har et destillat af, hvad Lars Ranthe selv er gjort af og rundet af. Og vi ser på, hvor han finder brændstoffet til de flere gange prisbelønnede præstationer, beretter Keld Broksø.
Samtalen med Lars Ranthe får humor, kant og nedslag i billeder og videoer på storskærm, som også giver plads til eftertanker om en branche i forandring for både mål med produkterne og deres virkemidler.
– Ambitionen denne søndag er, at vi som publikum ikke bare underholdes, men måske kan vi også lære noget om skuespil, kreative processer, dedikation – og ja – mod, når man kryber ud af sin komfortzone, siger Broksø.
Lars Ranthe voksede op i Urbanplanen på Amager, hvor drømmene rakte til at blive Danmarks bedste breakdancer, skibums, elite gymnast – og først siden landskendt skuespiller. Alt sammen som resultat af en søgen i livet.
Den nu 56-årige skuespiller blev uddannet fra Odense Teater i 1998, og han har siden medvirket i et hav af danske film og tv-serier.
Publikum får som vanligt i Søndagshjørnet selv lejlighed til at stille spørgsmål til slut. Billetter á 105 kroner findes på Kulturhus Risbjerggaards hjemmeside: risbjerggaard.hvidovre.dk/event/soendagshjoernet-med-lars-ranthe
