Mødes til spil og fællesspisning

Mødes til spil og fællesspisning

Ny samtalegruppe for ukrainere i Frivilligcenter Hvidovre

NYHEDER: Frivilligcenter Hvidovre har i længere tid haft et stort ønske om at hjælpe de mange ukrainske flygtninge, der er kommet til Hvidovre de sidste par år.

– For to år siden holdt vi et oplæg for en stor gruppe ukrainere omkring foreningslivet, og hvordan det at blive en del af et lokalt frivilligt fællesskab kan være gavnligt både praktisk og psykologisk, når man skal finde sig til rette i et nyt land. Det affødte, at vi hjalp nogle borgere videre ind i lokale foreninger, men ikke så mange, som vi kunne have tænkt os, siger Faisal Khiljee, centerleder i Frivilligcenter Hvidovre

– Siden er det lykkedes os at få stablet et større fællesskab på benene. Vores samtalegruppe for ukrainske flygtninge og frivillige dansktalende mødtes første gang i starten af marts. Gruppen har et bredt aldersspænd og skal mødes seks eftermiddage i alt.

Ved at deltage i samtalegruppen får ukrainerne mulighed for at tale dansk udenfor den formelle undervisning de modtager på sprogskolerne. Hvert møde centrerer sig omkring en aktivitet, såsom fællesspisning, brætspil eller en udflugt, så der er et naturligt omdrejningspunkt for samtalen.

– Frivilligcentret er meget taknemmelige for de fire frivillige, der har meldt sig til gruppen, og det ansvar de tager for at give alle en god oplevelse.

– Vi håber meget at dette initiativ kan føre til flere aktiviteter eller andre initiativer til gavn for ukrainere i Hvidovre, siger centerlederen.

 

menu
menu