Mørklagt – historien om agent Ahmed Samsam

 Mørklagt – historien om agent Ahmed Samsam

Hovedbiblioteket byder på et nervepirrende foredrag, hvor virkeligheden overgår fantasien

Et justitsmord af format?

Nogle gange overgår virkeligheden bare fantasien. Det er i hvert fald tilfældet med den utrolige sag om Ahmed Samsam. En sag som både er dramatisk og tragisk og ikke mindst helt utrolig spændende. Sagen om Samsam er også en sådan type historie, der konstant præsenterer nye twists- og overraskelser, når man mindst venter det. I over syv år sad den danske statsborger, Ahmed Samsam nemlig fængslet i Spanien og Danmark – dømt for terrorisme. Men i podcastserien Mørklagt dokumenterer DR gang på gang, at Samsam var agent for både Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste – og stiller spørgsmålet: Hvorfor kom Danmark ikke agenten til undsætning?

Mere spændende end nogen agent-thriller

I løbet af halvanden time tager journalisten og klipperen bag podcasten – Louise Dalsgaard og Signe Mansdotter – dig med helt ind i historiens kerne og ind i de mest lyssky afkroge af staten. I foredraget Mørklagt hører I om en hemmelig verden, der normalt er skjult for offentligheden, og I hører om mørklagte operationer. Udover podcasten om Samsam, er Louise Dalsgaard kendt fra DR’s tv-serie om den påståede agent, hvor hun sammen med blandt andet Puk Damsgård går til bunds i hele den spændende sag. Dalsgaard er desuden indstillet til årets Cavlingpris for sit journalistiske arbejde med agent-sagen, da håndteringen af Ahmed Samsam netop har rejst en vigtig diskussion omkring manglende kontrol af PET og FE, og om politikerne og centraladministrationen overhovedet har styr på, hvad der forgår?

Spørgsmålene melder sig

Status er, at Ahmed Samsam nu, efter 7 års fængsel, er en fri mand, men spørgsmålene melder sig i hobetal. Hvorfor skulle han sidde i fængsel i så mange år, hvis han vitterlig var agent og til stor hjælp for den danske stat, og hvorfor kom ingen ham til undsætning. Og hvorfor vil hverken FE eller PET kendes ved ham og anerkende de missioner, han har udført for sit fædreland? Har tjenesterne måske bare for frit spil?

Foredraget om den komplicerede agentsag foregår på Hvidovre Hovedbibliotek onsdag den 7. februar kl. 19.30, og billetter á 50 kr. kan bestilles direkte via www.hvidovrebib.dk eller ved henvendelse på et af bibliotekerne i kommunen.

Ahmed Samsam (Foto: Morten Krüger)