Monarchs-drenge vandt DM

Monarchs-drenge vandt DM

AMERIKANSK FODBOLD: Der var lagt op til et brag af en DM-finale for Development (U16/17), da Hvidovre Monarchs, der spiller sammen med Copenhagen Towers, lørdag eftermiddag tørnede sammen med BGI Wolves, et efterskolehold fra Østjylland.

Begge hold var gået ubesejret gennem sæsonen, men da kampen var slut efter næsten tre timers spil, var det Monarchs/Towers, der kunne juble med en knusende sejr på 32-12.

Wolves lagde ellers bedst ud med et hurtigt touchdown, men herefter stod der Monarchs/Towers på det meste af kampen, der blev spillet på Aarhus Tigers bane. Her kunne et talstærkt publikum se de lillablusede overtage styringen og bringe sig foran med hele 32-6, inden Wolves i fjerde quarter fik pyntet lidt på resultatet.

Herefter var der guldmedaljer og pokal, og holdets quarterback, Jonathan Böhm, der spiller i Hvidovre Monarchs, blev fortjent kåret til kampens bedste spiller.

– Selv om vi har et hold med unge drenge fra to klubber, så er de gennem sæsonen bare rykket tættere og tættere sammen, og i finalen viste de, at de virkelig er ét hold. Derfor er det også fantastisk, at de nu kan kalde sig danske mestre, og jeg er både stolt og synes faktisk også, at det er fuldt fortjent. Så tillykke til drengene og til de to klubber bag, sagde Monarchs-træner Dan Böhm, der sammen med Towers-træner Lasse Sommerlund traditionen tro blev overdænget med vand og champagne efter sejren.

sport
menu
menu