Monarchs klar til DM-finale

AMERIKANSK FODBOLD: Development-holdet (U16) fra Hvidovre Monarchs har efter en flot sæson, kvalificeret sig til årets DM-finale, der spilles den 14. juni i Aarhus.
Monarchs, der på development-niveau har et holdsamarbejde med Copenhagen Towers, sikrede sig søndag sæsonens fjerde sejr på stribe, da holdet på udebane nedkæmpede Frederikssund Oaks, der indtil kampen også var ubesejret i denne sæson.
Med sejren vinder Monarchs/Towers dermed Development East.
Kampen mod Oaks blev spillet i silende regn og god sidevind, og da tiden randt ud i fjerde quarter var det med en smal 12-14 føring til Monarchs/Towers.
– Det var en rigtig fed kamp, hvor vejr og vind også spillede ind og gjorde det hele mere uforudsigeligt, så jeg er enormt stolt af spillerne. To klubber ville ofte have problemer med at finde sammen til ét hold, men de her dejlige unge mennesker har bare taget det til sig og omfavnet det. Vi trænere har fyldt mere og mere på dem i løbet af sæsonen, og de har taget det til sig og udført det til næsten perfektion, udtalte træner Dan Böhm.
I finalen venter de regerende mestre fra jyske BGI Wolves, der har vundet Development West.