Musik-flugt fra Frederiksberg

 Musik-flugt fra Frederiksberg

Ugens Kommentar af Niels Erik Madsen

UGENS KOMMENTAR: Det kan godt vække nogen undren, at Kulturcenter Risbjerggaard sådan uden videre åbner op for en mere eller mindre privat udenbys arrangør ”Mikaels Music Club”, hjemmehørende på Frederiksberg, der på grund af kommunale krav om lejebetaling m.v. i den ”rige kommune”, nu er flygtet til Hvidovre med deres arrangementer, – med premiere på søndag på Risbjerggaard.

Well, – det er vel forståeligt at lederen af Kulturhus Risbjerggaard gerne vil have fyldt de nye lokaliteter op med gode kulturelle arrangementer. Men der må da være en grænse for omfanget af udenbys arrangører, og da især når man erindrer sig den bombastiske nedskæring af Hvidovres Kommunes budget, der bl.a. førte til nedlæggelse af bl.a. det frivillige Musikråd for sølle 100.000 kroner, og en mere eller mindre opløsning af det lige så frivillige Hvidovre Kulturråd, der har eksisteret i mere end 25 år, og stået for mange glimrende lokale arrangementer?

At kommunen tilsyneladende så oveni hatten giver et tilskud til en udenbys arrangør på over 50.000 kroner, virker umiddelbart som det rene galimatias!!

Ud over at Hvidovre Avis har forelagt spørgsmålet for de kulturansvarlige i kommunen, har vi også bedt Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen om en kommentar til denne nye tendens. Den kommer her:

”Jeg har fået gravet lidt i sagen. Der kommer derfor også et spørgsmål/svar til jer fra kommunen. Men helt overordnet, så er det et tilbud til Hvidovre Kommunes borgere, der er arrangeret i samarbejde med Kulturhuset. Det kan godt være der kommer nogen fra Frederiksberg, men jeg tror de fleste vil være Hvidovreborgere eller folk med tilknytning til Hvidovre. Endelig vil jeg da ikke have noget i mod at folk fra Frederiksberg får øjnene op for om der ikke er meget rart her i Hvidovre.

Det er jo tænkevækkende at i en socialdemokratisk ledet kommune, der hæver skatten med en hel procent, der behandler de kulturen på den her måde, så de nu søger ind til os.

Men I første omgang har jeg et åbent sind og vil se om det ikke bliver et meget godt tilbud som Hvidovres borgere bliver glade for”.

CITAT SLUT!

 

nem