Næsten et år med byggeplads – nu nærmer afslutningen sig

Næsten et år med byggeplads – nu nærmer afslutningen sig

Fra den 12. januar har Risbjerg Kirkegårds kapel igen åbent for handlinger

NYHEDER:  Siden januar 2025 har Risbjerg Kirkegård været præget af hammerens lyd, byggepladsbarrierer og midlertidige løsninger. En omfattende renovering af både administrationskontor, kølerum og kirkegårdskapel har sat sine spor – både for personalet og for de pårørende, der har skulle tage afsked med deres kære under særlige omstændigheder.

Midlertidige løsninger

Siden 21. juli 2025 har Risbjerg Kirkegårdskapel været helt lukket for bisættelser og begravelser, og denne lukning har nu strakt sig over næsten et halvt år. Personalet har i samme periode måttet indrette sig i en skurvogn, der har fungeret som midlertidig arbejdsplads.

– Det har været en udfordring, men vi har gjort vores bedste for at opretholde servicen over for vores brugere, fortæller kirkegårdsleder Tommy Nilsson.

Lys for enden af tunnelen

Nu er der dog lys for enden af tunnelen. Fra mandag den 12. januar 2026 åbner kapellet igen for handlinger, og kontorerne forventes at være klar til at modtage besøgende fra omkring 1. februar. Selvom byggepladsen stadig vil være synlig i foråret 2026, er der nu håndgribelige tegn på, at renoveringen nærmer sig sin afslutning.

Nye faciliteter på vej

Renoveringen omfatter ikke kun en opfriskning af de eksisterende bygninger, men også helt nye mandskabsfaciliteter og handicaptoiletter, der forventes at kunne tages i brug i løbet af 2. halvår 2026.

– Før var bygningen beregnet til tre medarbejdere – nu er vi 11. Det har været vigtigt, at personalet har kunnet være med til at forme de nye rammer, fortæller kirkegårdsleder Tommy Nilsson. Han tilføjer:

– Vi har fået renoveret kapellet, og facaden er blevet beklædt med egetræ, der passer godt ind i omgivelserne. Der er også blevet lavet tre nye omklædningsrum, da vi tidligere kun havde et...

De nye faciliteter betyder også at kisteopbevaringen er optimeret – fra 7-8 kistepladser til nu 24.

Praktisk information

Indtil videre er der fortsat mulighed for personlig betjening mandag til fredag mellem kl. 10-14, men i begrænset omfang. Kirkegården opfordrer til, at man ringer for yderligere information.

Med åbningen af kapellet i januar og kontorerne i februar, ser det ud til, at Risbjerg Kirkegård snart kan vende tilbage til normal drift – og at både personale og besøgende kan glæde sig over moderne og velindrettede faciliteter.

Foto: Kirkegårdsleder Tommy Nilsson foran det midlertidige kirkekontor.

 

red
menu
menu