NÅR VOKSNE MÆND FÅR NOK

 NÅR VOKSNE MÆND FÅR NOK

- og har ramt muren - Vi må lytte til dem, skriver KARIN KOFOD:

LÆSERBREV: Indledningsvis vil jeg pointere, at også voksne kvinder kan få nok, men i renovationen er der ikke mange kvinder, men det kan vi altid vende tilbage til 8. marts.

Den der lever, genererer affald og i Danmark er det ikke småting vi smider ud, så for at mindske skaderne på vores omgivelser og Kloden, så er der lovgivet på dette område i forhold til indsamling og sortering.

Affaldet i Hvidovre skal selvfølgelig håndteres i overensstemmelse med denne lovgivning og Færdselsloven.

De medarbejdere, der nu råber vagt i gevær, er nogle ”hårde hunde” i udtrykkets bedste betydning, deres arbejde er fysisk hårdt og de er i meget høj grad i risiko for at udvikle nedslidningsskader, de har tre gange så mange kolleger, der må tage smertestillende medicin for at starte dagen eller for at udholde den, end vi andre har og de løber desværre ret ofte ind i arbejdsskader eller erhvervssygdomme, der giver lange sygeforløb og meget nedsat livskvalitet i form af de før omtalte kroniske smerter.

Klynker jeg på deres vegne, klynker de: Nej!

Renovationsarbejderne i Hvidovre har bare ramt Muren og vi må lytte; lytte med en alvorlig og saglig tilgang til deres bekymringer.

Og privatisering løser ikke opgaven, tro mig, jeg har været tilknyttet De store Gummihjul i mere end 40 år, oplevet destruktionen af den kollektive trafik, privatisering løser kun et problem og det er pengemangel i en branche, hvor vognmændene ikke selv gør andet end at underbyde hinanden og bagefter sende regningen videre til medarbejderne.

Kære Skraldemænd!

Det ved jeg godt, at I ikke længere kaldes, Tak fordi I tager jeres arbejde alvorligt og Tak fordi I også tager jeres helbred alvorligt, begge dele er til bedste for fællesskabet Hvidovre.

Alle vi, som smider ud og er afhængige af renovationsarbejderne, se dem i din hverdag, vær glad for, at de kommer på din adresse og ikke kun til opsamlingsstationer ”henne på hjørnet”, som det sker mange andre steder i Europa.

Med venlig hilsen

Karin Kofod

Enhedslisten

Medlem af 3F Københavns Chauffører & Vestegnen