Naturen er den store taber i sagen om Ege Allé

Naturen er den store taber i sagen om Ege Allé

Naturen underprioriteres næsten altid og taber, skriver SØREN JØNSSON fra lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening:

LÆSERBREV: I 2021 blev vi i DN Hvidovre kontaktet af flere borgere, som på naturens vegne bekymrede sig over, at en række fine egetræer ulovligt var blevet fældet på Ege Allé. Det mente vi naturligvis var en meget trist sag for vores lokale natur, og vi spurgte derfor kommunen, hvordan det dog kunne gå til, og om naturen ville blive erstattet – så godt, det nu er muligt, man kan jo ikke erstatte gamle træer en-til-en, som har været årtier om at gro op, desværre.

Til vores glæde – til trods for ærgrelsen over de fældede gamle træer – forsikrede kommunen os om, at den tabte natur ville blive erstattet, og at man fremover ville sikre bevaring af gamle træer og plante flere nye.

Vi har altid haft tillid til kommunen og blandede os derfor ikke mere. Senere faldt der dom om hærværk, og vi noterede os, at der herefter skulle tages stilling til erstatning af den ødelagte natur gennem et forlig med kommunen.

Er kørt af sporet!

Siden da er debatten i lokalpressen, ifølge vores overbevisning, kørt af sporet med ubehagelig retorik og udokumenterede påstande, mens helt almindelige kommunale embedsmænd, der blot har passet deres job, er blevet hængt ud.

Seneste nyt i sagen er det spektakulære og for os uforståelige, at kommunalbestyrelsen har besluttet, at de implicerede, der uretmæssigt fældede de gamle egetræer, ikke længere skal erstatte den tabte natur. Om beslutningen i kommunalbestyrelsen skyldes retorikken i pressen, kan man kun gisne om, men vi kan i hvert fald ikke gennemskue, hvordan det er kommet så vidt, at man er endt med den beslutning.

Under alle omstændigheder må vi konkludere, at den helt store taber i denne sag er naturen – igen, fristes man desværre til at sige.

For det er i det lys, at vi i DN Hvidovre kigger på denne sag. Nemlig det, at naturen næsten altid underprioriteres og taber – selv i en tid, hvor vi står i en biodiversitetskrise og burde sætte alt ind på at redde de sidste stumper af vores natur.

Naturen har det så skidt i Danmark, at selv få træer betyder noget – og særligt gamle træer. Først og fremmest helt lokalt for vores naturoplevelser og for vores arter her, men det tæller også med i den store sammenhæng, hvor vi ikke har råd til at miste mere natur bid for bid.

Derfor er vi i DN Hvidovre meget ærgerlige over, at der nu tilsyneladende ikke er udsigt til, at der kommer ny natur som plaster på såret for den tabte. I den forbindelse vil vi gerne komme med et budskab til kommunen:

Kan det virkelig være rigtigt, at man i Hvidovre Kommune bare kan fjerne natur ulovligt uden at den natur forsøges erstattet? Endda selvom kommunen har givet udtryk for det fra start? Det er jo ganske opgivende på naturens vegne, hvis det forholder sig sådan – og et signal frakoblet den virkelighed og tid, vi lever i lige nu, hvor vi burde gøre alt for at passe på naturen og klimaet.

I DN Hvidovre vil vi meget gerne samarbejde, og kan vi være til hjælp i forbindelse med at finde løsninger på at få mere natur i kommunen, både i forhold til denne sag og generelt, så stiller vi altid op.

Søren Jønsson, formand i Danmarks Naturfredningsforening Hvidovre