Naturens dag på Quark for hele familien
- på søndag med bl.a. Bakketop Trines fødselsdag, æblemost og Tommelfinger servering
ARRANGEMENT: På søndag den 7. september slutter „Naturens uge“.
„Naturens Uge“ er Danmarks Natur-fredningsforenings og Friluftsrådets årlige mærkedage, som bidrager og inspirerer til gode naturoplevelser for børn og voksne. Teamet for Naturens uge er i år “Tid til at komme ud”. Quark Naturcenter holder åbent hus med familievenlige aktiviteter.
Mellem kl. 10-13.30 kan du undersøge det eventyrlige liv i søen og på land.
- Vi sørger for alt udstyr og sætter stereolupper frem så du kan se dyrene endnu tættere på. Hvidovrespejderne tænder bålet og sørger for at du kan lave dit eget snobrød, siger Daniel Dam, leder af Quark Naturcenter.
I samarbejde med Hvidovres Biavlerforening kan du undersøge og skille en honningbi ad. Du kan også gå en hyggelig tur på egen hånd og finde ting på Natur Bingopladen.
Samarbejde med Hvidovre kunstråd
Hvidovre Kunstråd har arrangeret en kunstperformance til Naturens Dag. Kunstneren Kasper Hesselbjerg laver en performance med servering i ”tommelfinger-skåle”
Spis din have - medbring egne æbler til most
Efteråret er lig med æblehøst og nogle gange kan man ikke nå at spise dem alle.
I år er der mulighed for at komme og smage på efterårets gyldne dråber. Skær, kværn og pres æbler i samarbejde med andre. Medbring maks. en bærepose med egne æbler og bidrag til en god æblemost. Medbring gerne en lille plastflaske til at smage saften.
Bagefter kan du prøve at lave et lille æbletryk.
Bakketop Trines 9-års fødselsdag
Kl. 13.00 fejrer vi Bakketop Trines fødselsdag med tale og sang. Der vil være mulighed for at købe kaffe, te og juice. Desuden er alle gæster velkomne til at slå sig ned på græsset og nyde deres medbragte mad og drikke, lyder opfordringen fra Daniel Dam.
