Nedfaldne betonfragmenter fører til sikring af Vandtårnet

Sikkerhedsarbejdet efter stormskaderne er nu sat i gang
NYHEDER: Hvidovre Kommune har iværksat sikkerhedstiltag ved Hvidovre Vandtårn efter fund af nedfaldne betonfragmenter fra tårnets facade under en storm tidligere på måneden. For at beskytte naboer og omgivelser er der nu sat flere midlertidige tiltag i værk, mens en permanent løsning forberedes.
Den 10. januar blev kommunen gjort opmærksom på, at der var fundet mindre betonstykker på mellem 2 og 10 cm på en af vandtårnets nabogrunde. Ved en efterfølgende inspektion vurderede fagfolk, at stykkerne stammer fra tårnets udvendige facade, og at facadepuds kan drysse ned i kraftig blæst. På baggrund af denne vurdering har kommunen iværksat to centrale sikkerhedsforanstaltninger.
Stillads og afspærring for sikkerhedens skyld
Efter dialog med de to berørte naboer er der opsat midlertidige stilladser på deres grunde for at beskytte mod eventuelle yderligere nedfald. Derudover bliver fortovet foran vandtårnet afspærret, og arbejdet med opsætning af disse sikkerhedsforanstaltninger gennemføres i løbet af denne uge.
Samtidig har kommunen valgt at fremskynde de indledende faser af en allerede planlagt renovering af vandtårnet. I februar 2025 opstilles der stillads omkring hele tårnet, hvorefter selve renoveringsarbejdet påbegyndes. Projektet forventes afsluttet i slutningen af 2025.
Kommunen prioriterer borgernes sikkerhed
Direktør i Hvidovre Kommune, Sara Røpke, understreger, at hurtig handling har været nødvendig:
- For os er borgernes sikkerhed første prioritet. Derfor har vi reageret hurtigt, så vi sikrer borgerne bedst muligt mod flere nedfaldne elementer. Også af hensyn til sikkerheden har vi været nødt til at lukke alle aktiviteter i vandtårnet indtil videre, udtaler hun.
Kommunalbestyrelsen besluttede allerede i november at afsætte 8,8 mio. kroner til den udvendige renovering af vandtårnet. Projektet skal ikke blot sikre bygningens stand, men også understøtte dens fremtidige anvendelse.