Nomerne – skovens hjerte

 Nomerne – skovens hjerte

Den populære tegneserie om nomerne udkommer nu som teater for børn på Teater Vestvolden

Ishøj Teater og Teater Vestvolden i Hvidovre præsenterer i fællesskab Danmarkspremieren på forestillingen “Nomerne – skovens hjerte” på lørdag den 6. april på Teater Vestvolden.

Nomerne – skovens hjerte er den første danske teaterforestilling baseret på det populære animations-univers, som er skabt af Jan Kjær, der også har skrevet manuskript til forestillingen, som bringer det fantastiske tegneserieunivers til live på scenen med animationer, skuespil, koreografi, sang og musik for børn fra 6 år og deres voksne.

Enzo og Mirna

Teaterversionen om Nomerne er et eventyr om mod, fantasi og drømme. Nomeren Enzo er taget på eventyr for at bevise over for de andre nomer hjemme i Nomerbyen, at han er en modig kriger. Enzo kommer til Tamoa-skoven, hvor han møder halv-elveren Mirna, som er halvt mennesker og halvt elver. Mirna leder efter en kriger, som kan hjælpe hende med at redde Tamoa-skoven. For skoven er begyndt at visne og miste sin livskraft. Det viser sig, at en krystaltyv stjæler energikrystaller fra skovbunden. Det er det, der får skoven til at visne. Sammen må Enzo og Mirna stoppe krystaltyven for at redde skoven. Men tyven arbejder ikke alene, og en uhyggelig overraskelse venter Enzo og Mirna.

En historie med noget på hjerte

Nomerne - skovens hjerte er et eventyr med budskaber for både børn og voksne. Stykkets hovedperson Mirna er halvt menneske og halvt elver. Men Mirna ved ikke, hvem hun er. Hun er begge dele og ingenting: ”Jeg hedder Mirna. Og jer er…. ingen!” siger hun i forestillingen. Men gennem de prøvelser, som Mirna møder på sin rejse med Enzzo, lærer hun, at hun ikke er ingen. Mirna opdager, at hun er, hvad hun gør, og vigtigheden af at turde være sig selv.

Tango mellem to teatre på vestegnen

Bag den nye forestilling om Nomerne står de to Vestegnsteatre Ishøj Teater og Teater Vestvolden i Hvidovre, og her glæder teaterchef Stephan Pollner sig over samarbejdet.

– Det er rigtig dejligt, at vi som de to eneste egnsteatre på Vestegnen kan løfte en større opgave sammen og bringe Jan Kjærs vidunderlige animationsunivers til live på teaterscenen. Vi glæder os rigtig meget til at præsentere publikum for en eventyrlig teateroplevelse med noget på hjerte. Kærlighed, mod og åbenhed er vigtige temaer, som vi alle kan relatere til uanset alder, siger Stephan Pollner.

Nomerne – skovens hjerte spiller frem til den 5. maj på Teater Vestvolden i Hvidovre. Billetter er i salg på teatervestvolden.dk