Nu kan de øve sig i trygge rammer

Nu kan de øve sig i trygge rammer

Elever tegner egen cykelbane:

SKOLE: På Frydenhøjskolen er der nu lagt op til flere cykelture og mere sikre elever. Som tidligere omtalt på hvidovreavis.dk, har skolen fået en ny, stor cykelbane – designet af eleverne selv. Banen blev indviet med stor begejstring, taler og klipning af den røde snor i torsdags.

– Det var sjovt at tegne cykelbanen, og det er sejt at kunne sige, at det er os, der har lavet den, fortæller Nora fra 2.A, der fik æren af at indvie banen.

Fra idé til virkelighed

Udeskolevejleder Janne Storm så et behov:

– Vi har dejlig natur i nærheden, men børnene kunne ikke cykle godt nok til at komme afsted. Med støtte fra GF Fondens Trafiklegat blev idéen til virkelighed – en cykelbane, hvor eleverne kan øve sig i trygge rammer.

Projektet blev et fælles løft. Lærere inddrog cykling i undervisningen – fra matematik og dansk til musik. Målet er klart: Alle elever skal kunne cykle sikkert i slutningen af 1. klasse.

Til sommer skal 1. klasse afprøve deres nye færdigheder på en fælles cykeltur til stranden – en tur på knap 4 kilometer, der skal give mod på flere cykeloplevelser.

 

red
menu
menu