Ny A-borgmesterkandidat: Hvem bliver det mon?

Ny A-borgmesterkandidat: Hvem bliver det mon?

KOMMENTAR: Socialdemokratiet nåede ikke at fejre 100 år ved roret i Hvidovre Kommune. Det blev til 96 år, da kommunalvalget i 2021 gav andre en mulighed for at bryde det, der næsten var at betragte som et ”monopol”. En særdeles tværpolitisk konstellation var blevet trætte af den socialdemokratiske dominans, og stod klar til at ”prøve noget nyt for Hvidovre i samarbejdets ånd”. Vi fik en SF-borgmester og en 1. viceborgmester fra de konservative.

På den baggrund er det et uhyre vigtigt valg for socialdemokraterne på søndag den 3. september, hvor medlemmerne står overfor at skulle afgøre, hvem, de vil have som bannerfører og borgmesterkandidat til næste kommunalvalg. Det afgøres sandsynligvis ved søndagens afstemning ved en ekstraordinær genralforsamling i Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard.

Der er to kandidater, begge nuværende erfarne kommunalbestyrelsesmedlemmer, nemlig Anders Liltorp, udpeget og valgt fra Hvidovre Nord/Avedøre og Kenneth F. Christensen valgt fra Hvidovre Syd.

Foruden begge de herrers fortræffeligheder, som er tæt beskrevet i partibladet A-Orientering, bliver det nok et vigtigt element, at vurdere, hvem af de to der kan formidle et samarbejde til anden side i byrådet, da man vel næppe kan forvente et A-flertal efter et nyt kommunalvalg.

Den tidligere borgmester Helle Adelborg har valgt neutraliteten, og betegner begge kandidater som ”meget velkvalificerede”.

Men det er så langtfra sikkert at valget kan træffes på søndag. En ny borgmesterkandidat skal nemlig have mindst to tredjedel af de afgivne stemmer. Det kan blive svært, uanset der lige nu er sejrsstemning i begge lejre. Lykkes det ikke denne gang, skal man i gang med en urafstemning senere på efteråret.