Ny helhedsplan for Hvidovreparken: Beboere får huslejestigning på ca.23%

Ny helhedsplan for Hvidovreparken: Beboere får huslejestigning på ca.23%

En ny, revideret helhedsplan for Hvidovreparken blev tirsdag aften stemt igennem til afdelings- og repræsentantskabsmøde

Arbejdet med at realisere helhedsplanen for Hvidovreparken har siden de første skridt blev taget i 2015 mødt adskillige udfordringer.

Senest, som også beskrevet i Hvidovre Avis i august 2023, blev den daværende helhedsplan forkastet, fordi ambitionerne om at sammenlægge lejligheder til større familieboliger blev afvist af Social- og Boligstyrelsen.

Efter meldingen fra Social- og Boligstyrelsen meldte KAB så ud, at der skulle arbejdes med andre løsningsmodeller for en helhedsplan for Hvidovreparken.

Ny plan

Hvidovre Avis har spurgt KAB, hvad status er for arbejdet med helhedsplanen, men det har ikke været muligt at få svar pga. påskeferien. Til gengæld fortæller en beboer i Hvidovreparken, at der på det førnævnte møde blev behandlet en nyrevideret helhedsplan, der er reduceret i forhold til den tidligere plan.

I den nye plan vil hele blok 3 i Hvidovreparken blive omlagt til tilgængelighedsboliger. Det betyder, at den blok skal have elevatorer. Samtidig fastholdes, at hele Hvidovreparken skal have nye køkkener, nye badeværelser og nye altaner.

Den reducerede helhedsplan kommer desuden til at betyde, at beboerne i Hvidovreparken vi få en huslejestigning på ca. 23%. En lejlighed i Hvidovreparken på 69m2 har i følge Hvidovre Avis' oplysninger på nuværende tidspunkt en månedlig husleje på 6.500kr. Med en huslejestigning på 23% vil den fremtidige husleje nå op på 7.995kr.

 

red